Bind 15 - Verdens kultur

Margrete. 313
sin eneste Søn; Oluf døde 3. Aug. 1387. Intet Øjeblik opgav
dog M. de store Planer, hun havde knyttet til Sønnen, og det viste
sig ogsaa, at man følte hendes Uundværlighed. Straks valgte de
Danske hende til deres »Frue og Husbonde og hele Rigets mægtige
Formynder«; al den Magt, hun hidtil havde øvet i sin Søns Navn,
skulde hun beholde, indtil hun og hendes Undersaatter enedes om
et nyt Kongevalg. Nordmændene fulgte Eksemplet, og heller ikke
afbrødes de indledte Forhandlinger med de svenske Stormænd;
i Marts 1388 valgte de ogsaa M., og n. A. bragte Slaget paa
Falen selve Albrecht i hendes Hænder. Stockholm gjorde vel
endnu længe efter Modstand, og de tyske Vitalianere hærgede i
de nordiske Farvande; men i Hovedsagen var dog Sejren vundet,
Mecklenburgerne trængt ud af Norden og de tre Riger samlede
paa een Haand.
Næppe var M. selv valgt til Rigernes Styrer, før hun sørgede
for at faa indsat en Konge. Hun udsaa dertil sin nærmeste Frænde
næst efter Mecklenburgerne, Erik (VII.) af Pommern; 1389 blev
han anerkendt som Konge i Norge, 1396 valgtes han baade i Danmark
og Sverige, og n. A. lod M. ham paa Kalmarmødet krone
til Konge i alle tre Riger. Ganske vist var det kun Magtens Skin,
M. gav fra sig; saa længe hun levede, var det hende, der i alle
Maader raadede for Rigernes Styrelse. Det lykkedes hende at
genvinde Gotland, som af Mecklenburgerne var overdraget til den
preussiske Højmester; i Sønderjylland udnyttede hun den ulykkelige
Stilling, hvori Hertugslægten kom, da Gerhard faldt paa et
Krigstog mod Ditmarskerne (1404), og medens hun understøttede
hans Enke, gled det ene Stykke af Hertugdømmet efter det andet
over i hendes Hænder. I det indre tilbagetrængte hun Rigsraadernes
Myndighed og lod de store Rigsembeder staa ubesatte; i Norge
og end mere i Sverige søgte hun at sikre sit Herredømme ved at
indsætte Danske og indkaldte Tyske som Lensmænd og Bisper.
Hun fik Adelens Ret underkendt til det Krongods, den havde tilegnet
sig i de foregaaende Ufredstider, og Kronens Domæner udvidedes
i største Omfang. Præstestanden beskyttede hun og viste
en endeløs Gavmildhed over for Kirker og Klostre.
Om M.s Udseende vides intet; den liggende Statue paa hendes
Gravmæle kan ikke antages at have nogen Portrætlighed. Heller
ikke tillader Kilderne til Datidens Historie os at se mere end
Hovedtrækkene i hendes Karakter. I mange Henseender traadte
M. i sin Faders Fodspor, og hun yndede ogsaa at kalde sig M. Valdemarsdatter.
Hun har arvet Faderens Klogskab og Snildhed,
hans store Herskerevner og hans sejge Udholdenhed; men i Mod-