Bind 15 - Verdens kultur

594
Mikkelsen, Ejnar.
pols« (1927) og det digre Værk »De østgrønlandske Eskimoers Historie«
(1934) samt en Række skønlitterære Bøger med Emner hentede
fra arktisk Amerika (»Norden for Lov og Ret«, »John Dale« o. fl.).
M. er dels Æresmedlem af og dels hædret med Guldmedaille fra
forskellige udenlandske geografiske Selskaber. — R. 1924. DM.
1933. F.M.S. 1900. F.M.G. 1912. — Malerier af E. Saltoft 1923,
E. Krause 1931 og Sven Mikkelsen 1933. Buste af svensk Billedhugger
1928. H Ostermann.
Mikkelsen, Hans, d. 1532, Borgmester, Christian II.s Raad.
F. i Malmø(?), d. 20. Dec. 1532 i Harderwijk i Geldern. Gift
med Elsebet, der overlevede ham.
H. M. omtales 1502 som Købmand og Raadmand. i Malmø, var
senest fra 1507 Borgmester sst., opgav antagelig 1517 denne Stilling,
men blev efter Udstedelsen af Christian 11.s Købstadlov Byens
første Skultus (Overborgmester). Hans kommunale Position i en
af Rigets vigtigste Stæder, hans omfattende Handelsvirksomhed,
betydelige Formue, Forhandlingsevne og ikke almindelige Kundskaber
forklarer, at han tidligt blev benyttet til forskellige, særlig
finansielle, Hverv af Regeringen; ca. 1517 knyttedes han nærmere
til denne og blev vistnok allerede n. A., skønt borgerlig, forlenet
med det rige Børringe Kloster, som han fra 1520 havde i Pant.
I Krigsaarene 1517—18 løste han i Skaane vigtige lokaladministrative
Opgaver, 1519 var han med til at konfiskere Arcimbolds
Gods, afholdt s. A. som Kongens befuldmægtigede under Skaanemarkedet
Forhør i en Strid mellem Danzig og Liibeck, var Medlem
af den Kommission, der i Sept. forhandlede med de tyske Købmænd
paa Falsterbo om Afgift af Sildesaltningen, og skulde samtidig
træffe Aftale med de skaanske Købstæder om Levering af
Proviant til Hæren i Sverige. 1520 optraadte han i Kbh. »paa
Kongens Vegne« som Ordfører fra dansk Side under de vigtige
Forhandlinger med Liibeck, og s. A. var han vistnok midlertidig
Slotshøvedsmand paa Kbh.s Slot. Skønt han lige saa lidt som andre
af Christian II.s vigtigste Raadgivere fik nogen Embedsstilling i
Centraladministrationen — i et Pavebrev fra Efteraaret 1521 kaldes
han Kongens Raad —, synes han i disse Aar i stigende Grad at
have paavirket Regeringens almindelige Politik. Ifølge en Udtalelse
af ham selv fra 1526 var han en forbitret Modstander af Rigsraadskredsen
og erklæret Tilhænger af Arvekongedømmet, der indførtes
i Sverige 1520, og som i Christian II.s sidste Aar forberedtes i Danmark.
Hans Indflydelse paa Udformningen af denne Politik lader
sig ikke paavise i Enkeltheder, men paa to Hovedpunkter kan hans