Bind 15 - Verdens kultur

Mantzius, Karl. 299
om M.s Spil, men det viste sig, at han evnede at naa langt dybere
ned i Menneskesindet, end den nøgne Forstand tillader. Dette
blev navnlig indlysende i den senere Periode af hans Virken, da
han sjæleligt gennemlevede Grev Trolle i »Den gamle Præst« (1904),
Titelrollen i »Johan Ulfstjerna« (1907), Gamle Hertz i »Daniel
Hertz« (1909), Grev Steen i »Grev Bonde og hans Hus« (1912)
og Gamle Levin i »Indenfor Murene« (1912). Disse Figurers inderste
Væsen havde han tilegnet sig, og de gav i al deres Forskellighed
Udtryk for noget generelt i en hel Race, hvad enten Typen, som
Grev Trolle, var aaben og brav eller, som Gamle Levin, fuld af
hemmelig Mystik i borgerlig Form. Der kom i disse Aar en fyldigere
Tone over M.s indadvendte Spil og større Varme. Han stod da
som Landets betydeligste Karakterskuespiller siden Emil Poulsen,
hvis lyriske Udfoldelse han savnede, men som han overgik i
Intensitet, og efter hvem han overtog en Række store Roller, f. Eks.
Christian IV. i »Elverhøj«, Arthur i »En Skandale«, Helmer i »Et
Dukkehjem«, Bygmester Solness, Bisp Nicolas i »Kongsemnerne«.
Da han havde spillet Grev Trolle, skrev Jakob Knudsen: »Var De
ikke dansk, vilde De være en af de store sceniske Verdensberømtheder«.
Han kunde som kunstnerisk Type sammenlignes med
Bassermann i Tyskland og Lucien Guitry i Frankrig.
M. var en meget flittig, ærgerrig og forfængelig Mand. Paa eget
Initiativ ledede han 1904 Teatrets første Ensemble-Gæstespil paa
den kgl. svenske Scene, to Aar var han Formand for Skuespillerforeningen,
og 1904 stiftede han — i Opposition mod Direktionen
Danneskiold-Samsøe-Einar Christiansen og Dagmarteatrets Direktør
Martinius Nielsen — Dansk Skuespillerforbund, hvis første
Formand han var til 1908. Villiefast og sikkert gennemførte han
1897—1916 sit litterære Hovedværk »Skuespilkunstens Historie«,
hvis tredie Del »Engelske Theaterforhold i Shakespeare-Tiden«
bragte ham den filosofiske Doktorgrad ved Kbh.s Universitet (1901),
en Ære, ingen dansk Skuespiller tidligere havde opnaaet. Samtidig
indførte han efter tyske Forbilleder den moderne Shakespeare-
Scene paa Det kgl. Teater. Hans seksbinds Værk er et i nordisk
Litteratur enestaaende Kompilationsarbejde, samlet med Flid fra
trykte Kilder, skrevet med Klarhed og Smag og præget af Forfatterens
praktiske Erfaring. Bindene om Shakespeare og Moliéres
Teater er udkommet i England og Frankrig. Et Supplement, »Skuespilkunstens
Historie i det 19. Aarh.«, som indeholder interessante
Sammenligninger mellem dansk og fremmed Skuespilkunst, udkom
1921 efter hans Død. Et værdifuldt Materiale til Heiberg-Hostrup-
Tiden bragte 1919 hans smukke Bog »Min Fader og jeg«, men