Bind 15 - Verdens kultur

5o6 Meyer, A. C.
mange af dem. Han var en af Pionererne for Idrætsbevægelsen
og for Arbejder-Idrætten. Sammen med Norman Bryn stiftede han
1888 Kbh.s Atletikklub, medvirkede ved Idrætsforeningers Oprettelse,
saaledes Arbejdernes Bicykle Club 1894 og Arbejdernes
Idrætsklub 1895, og havde daglig Omgang med stærke Mænd og
tunge Vægte. —• M. deltog, som Referent, i de olympiske Lege
1906 i Athen og 1908 i London og redigerede »Idrætsbogen« 1909.
Sammen med Louis Florin oprettede han 1905 Arbejdernes Børneorganisation
De Unges Idræt, som siden er vokset til en landsomspændende
Bevægelse. I 8o'erne indmeldte han sig i Herman
Triers Afholdssamfund, skrev en Pjece »Afholdssagen og Arbejderne«
og var en ivrig Forkæmper for Ædruelighed, men ikke for
Forbud. — Ved Hjemkomsten 1899 ^ ra England, hvor han havde
søgt at rejse Penge til de lockoutede, udtalte han sig kritisk om
Drikkeriet paa Arbejdspladserne og blev haardt angrebet, fordi
han mentes derved at have givet Arbejdsgiverne Anledning til at
indføje det 9. Punkt i Septemberforliget, bl. a. om »overdreven
Nydelse af spirituøse Drikke«, hvad dog næppe var rigtigt. M. havde
et varmt Hjerte for nødlidende og især for Børn. Ud af hans Medarbejderskab
ved Bladet voksede en omfattende social Hjælpevirksomhed,
han arrangerede Velgørenhedskoncerter, iværksatte
Julehjælp, drog paa Dyrehavsbakken med Børn, som ikke kom
paa Ferie, og ud af hans Indsamling til Fattigbørns Beklædning
voksede Børnenes Kontor, som senere forestodes af Marius Jensen.
For sin Indsats paa dette Omraade fik han 1938 Fortjenstmedaillen
i Sølv, som han imidlertid afslog at modtage. — Som han var en
betydelig Taler, der let fandt blomstrende Udtryk og kunde lade
et vist Københavnervid spille, fik hans lyriske Aare Afløb i talrige
Digte og Sange. Han blev U. P. Overbys Afløser som Arbejderbevægelsens
Digter, oftest under Mærket Phosphorus (Lysbringeren)
fremkom hans Digte i »Social-Demokraten«; siden udgav han
dem i Samlinger: »Under rødt Flag« (1892), »Frie Sange« (1894),
»Brænding« (1896), »Haandværkerviser« (1900), »Digt og Sang«
(1903), »Nattens Sange« (1906), »Mindedigte« (1920), »Nogle oprørske
Digte« (1923), »I Fred og Fejde« (1924). Er der end megen
Efterklangs-Lyrik og en Del Godtkøbs-Rimeri iblandt, træffer man
ikke sjældent paa ægte og lydefri Poesi i hans Digte. De giver
Udtryk for hans lyse Sind, hans Fremtidstro, hans Naturglæde; de
er hans Hyldest til Kvinden og Kærligheden og den frie Landevej.
Selv de »sociale« Digte og Kampsange, som er de fleste, handler
mere om Haab end om Had, mere om Arbejdets Glæde og Ære end
om Trængsel og Nød. Hans Majsange hører til de mest sungne, og