Bind 15 - Verdens kultur

Marx, Carl. 387
Hattemagermester, senere Rodemester David Frederik M. (1799
—1867, gift i° med Dorothea Magdalene Eiberg, ca. 1803—32)
og Caroline Jacobine Cathrine Hagen (1830—1906). Gift med
Skuespillerinde Marie Wendrich, f. 27. Dec. 1862 i Kbh. (Trin.),
d. 6. Nov. 1927 sst. (gift 2° ca. 1890 med Sporvejsdirektør Johannes
Buntzen, s. d.), D. af Urtekræmmer Adolph Johan Ewald
W. (1833—71) og Ingeborg Møller (1830—1923). Ægteskabet
opløst.
M.s Skikkelse var skulderbred, og hans smukke, karakterfulde
Hoved sad paa en Tyrehals. Benene var for lave, men Stemmen
myndig og kraftig. Efter at have optraadt nogle Aar paa Provinsscenerne
vakte han 1882 stor Opmærksomhed paa Casino, særlig
som Lantier i »Faldgruben«, hvortil hans Personlighed i høj Grad
passede. Ogsaa hans brutale Udførelse af Iwan i »Kejserens Kurer«
vidnede om afgjort Talent. Han slog dog ikke Rod i Hovedstaden,
men virkede atter paa Scenerne i Provinserne og Norge, bl. a. som
Oswald i »Gengangere«, blev 1884 udvist af Nordslesvig, ansattes
1889—90 paa ny ved Casino, og her opdagede Direktør Riis-
Knudsen ham og udvirkede en Statsunderstøttelse paa 800 Kr. til
en Studierejse. Paa Dagmarteatret viste M. fra 1890 sine under
vore Breddegrader sjældne Evner: et vildt og voldsomt Temperament,
der kom til Udbrud, da han spillede Shakespeares Othello
og Franz i Schillers »Røverne«, den sidste Rolle sammen med
Joseph Kainz som Karl Moor. Blandt M.s andre Opgaver var
Præsidenten i »Kabale og Kærlighed«, Revolutionsmanden Marteau
i »Thermidor« og Skuespilleren i »En Sjæl efter Døden«. Han var
en Naturkraft, men manglede det elementære, en omhyggelig Uddannelse
kan give. Spillet var uegalt, men i enkelte Øjeblikke
naaede han højere end nogen anden i Samtiden i Kraft af sit
ubændige Temperament, som han aldrig lærte at styre. Der var
Stof i M. til en stor Tragiker, ikke Dr. Ryge ulig, men hans Uomgængelighed
og uregerlige Væsen medførte, at han allerede 1892
paa ny maatte drage til Provinserne. Her blev hans Tilværelse
en hjemløs Flakken om, ogsaa til Norge og Slesvig, hvor han blev
arresteret paa Grund af sin løse Mund, men efter en Maaneds
Varetægtsfængsel frifundet. Til sidst havnede han paa de københavnske
Varieteer som Deklamator og Forvandlingskunstner — et
trist Resultat paa Baggrund af de rige Løfter, hans usædvanlige
Begavelse havde givet.
Robert Neiiendam: Det danske Theaters Vilkaar i Nordslesvig 1864—
914, 1914. Robert Neiiendam.
25*