Læs hele bacheloropgaven her - Børnefysioterapi

detaljeret og på forhånd determineret motorisk udvikling må tilendebringes og
omgivelsesmæssige såvel som individorienterede aspekter spiller en meget lille rolle i
teorien.
Fundamentet, hvorpå den hierarkiske teori hviler, består af tre vigtige typer af undersøgelser:
deafferentionsstudier, respons kompleksitets studier og endelig legemsdels blokerings studier
(Rose & Christina, 2006, s. 10).
En væsentlig kritik af den hierarkiske teori er, at den ikke kan redegøre for hvorledes
primitive reaktioner i særlige situationer alligevel dominerer, f.eks. når man trækker den fod
til sig, som træder på en nål, hvilket eksemplificerer en bund-top kontrol (Shumway-Cook &
Woollacott, 2001, s. 14). Endvidere har man siden måttet revidere den meget rigide model
for barnets motoriske udvikling (Mayston, 1992, s. 3).
Megen traditionel neurologisk fysioterapi baserer sig på den hierarkiske teori. Således har
man bl.a. i neuroterapien fokuseret på at i rehabiliteringen af hjerneskader følge en bestemt
procedure, hvor man skridt for skridt kopierer barnets motoriske udvikling, for på den måde
at reorganisere nervesystemet efter skaden, på samme måde som det ifølge hieraksisk teori er
antaget at udviklingen sker i det umodne nervesystem i barndommen (Gordon, 1987, s. 5).
5.1.5 Tre essentielle problemer
Efterhånden som der kommer mere og mere interesse omkring og forskning indenfor
motorisk kontrol, identificeres tre essentielle problemer, som en teori om motorisk kontrol
må siges at kunne løse (Mulder, 1993, s. 126). Disse tre er: 1. Frihedsgradsproblemet, som
henviser til den mangfold af muligheder der eksisterer for mennesket til at løse én og samme
opgave qua det muskuloskeletale systems iboende fleksibilitet (Rose & Christina, 2006, s.
26). Dette fundamentale ”problem” blev formuleret første gang allerede i begyndelsen af
1900tallet af den russisk fysiolog Bernstein (Schmidt & Lee, 2005, s. 9). 2. Nyheds-
problemet, som refererer til det førstnævnte, nemlig at mennesket i kraft af dets uendelige
potentiale for forskelligartede løsninger på bevægeopgaver aldrig kan siges at udføre den
samme opgave på eksakt samme måde igen (Rose & Christina, 2006, s. 22). Endelig er der
3. Opbevarings-problemet, som omhandler det forhold, at for at et centralt motorisk
program skulle indeholde et detaljeret program for hver bevægelse, ville det kræve uendeligt
19