Læs hele bacheloropgaven her - Børnefysioterapi

kognitive forstyrrelser (Curtis, Michelsen, Munch Olsen & Bruun Rasmussen, 2000). De to
børnefysioterapeuter havde henholdsvis 9 og 15 års erfaring som børnefysioterapeuter og
havde begge deltaget i Bobath-børnebehandlingskurser. Via observationer af to behandlinger
og en efterfølgende diskussion, hvor de to fysioterapeuter kommenterede indholdet af
behandlingerne, konkluderedes det, at der ved begge behandlinger blev anvendt mange
motoriske læringsstrategier, men bl.a. med den vigtige undtagelse at børnene ikke blev
inddraget i valg af øvelse og mål.
Interessant er det i denne sammenhæng, at der tilsyneladende er en forskel på resultatet fra
studiet fra 2000 af børnefysioterapeutisk praksis og så det fund, der her præsenteres i de to
semistrukturerede dyadeinterviews med fire børnefysioterapeuter. Omdrejningspunktet for
informanterne i nærværende projekt var børnenes motivation for og medinddragelse i
behandlingen, hvilket står i kontrast til det fund, man kom frem til i det kliniske
afgangsprojekt fra 2000.
Det, som er forskelligt de seks børnefysioterapeuter imellem, er dels typen af børn, mere
specifikt graden af kognitivt handicap hos børnene, dels det teoretiske udgangspunkt ud fra
hvilket fysioterapeuterne tilrettelægger deres behandlinger.
Man kunne argumentere, at det i højere grad er muligt for fysioterapeuten at bestemme
indhold og rammer for en behandling af et kognitivt velfungerende barn, end det i modsat
fald vil være det med et barn med ringe kognitive ressourcer. Overfor den førstnævnte type
barn kan man dels argumentere for en given opgave, dels kan barnet forholde sig til
fysioterapeutens lovninger om, at der bagefter venter en opgave, som barnet finder
interessant. I relation til kognitivt dysfungerende børn er dette straks mere vanskeligt:
fysioterapeuten kan komme til kort med argumentation af enhver art, hvilket i højere grad
nødvendiggør etableringen af en fælles plan for behandlingen fysioterapeut og barn imellem,
hvilket dermed implicerer at barnet i videre udstrækning medinddrages og dets motivation
forfølges.
Det kunne på denne baggrund indikeres, at børnefysioterapeuternes divergerende vægtning
af børnenes motivation og medinddragelse skyldes forskellige praksisbetingelser. Med andre
55