Udredning og behandling af demens - Sundhedsstyrelsen

■
I forhold til at kun en enkelt specialeafdeling er involveret, giver denne model
mulighed for, at de tre specialers enheder bliver opmærksomme på hinandens tilbud
og på patienter, som burde flyttes fra en afdeling til en anden.
Ulemper
■
■
■
■
■
■
■
Primærsektor, praktiserende læger og kommuner har mange samarbejdspartnere og
må selv koordinere samarbejdet
De sundhedsfaglige tilbud til patienterne kan være forskellige trods samme problemstilling
Fordeling af nyhenviste patienter til 3 forskellige specialer må nødvendigvis foregå
efter kriterier som ikke er evidensbaserede og som måske kun er relevante på henvisningstidspunktet.
Særligt kan anføres, at det ikke er holdbart at fordele patienter
til tilbud efter alder
Det er svært at skabe entydige sammenhængende patientforløb. Patienten kan blive
allokeret til en afdeling, som ikke senere kan påtage sig samarbejde om opfølgning,
fordi der senere kan opstå symptomer som kræver henvisning til et af de andre specialer
Patienten (og den henvisende læge) ved ikke på forhånd, hvilken afdeling, patienten
bliver allokeret til. Patienten kan derfor ikke informeres om dette, og muligheden
for frit sygehusvalg forringes.
Patienten får måske ikke samme tilknytning i sekundærsektoren gennem hele forløbet
Nye muligheder for diagnostik og behandling skal implementeres flere steder.
2. Model Y
Denne model består af en tværspecialeenhed eller et tværspecialeteam med forankring i
enten en geriatrisk, neurologisk eller psykiatrisk afdeling – eller bedre i en selvstændig
enhed med ligeværdighed mellem de inkluderede specialer. I enheden ansættes et tværfagligt
personale med særlige kompetencer inden for demens samt speciallæger fra alle
tre specialer – evt. på deltid, så specialisterne fortsat kan have fast tilknytning til eget
speciale. Enheden har både ambulante og udgående tilbud og samarbejder med moderafdelingerne,
når der er behov for indlæggelse. Der kan oprettes en eller flere enheder i
hver region, evt. med satellitsamarbejde med enkelte monospeciale enheder, afhængig
af geografiske forhold og befolkningsgrundlag. Praktiserende læger og andre hospitalsafdelinger
henviser alle til samme tværspecialeenhed, som udgør en entydig samarbejdspartner
i sekundærsektoren. Denne organisering er illustreret i figur 7.7.
Figur 7.7: Mulig model for fremtidig organisering med tværspecialeenhed
Alment
praktiserende
læge
117 Udredning og behandling af demens – en medicinsk teknologivurdering
Tværspeciale enhed:
Neurologi
Geriatri
Psykiatri
Tværfagligt team