Udredning og behandling af demens - Sundhedsstyrelsen

funktionsniveau i dagligdagen (ADL-funktioner) skelnes almindeligvis mellem basale
og instrumentelle færdigheder. Ved basale færdigheder forstås patientens evne til fx at
forflytte sig selv og objekter, tage tøj på og klare personlig hygiejne, mens der ved
instrumentelle funktioner tænkes på opgaver, der i højere grad kræver involvering af
kognitive funktioner, som fx evnen til at varetage indkøb og madlavning, foretage telefonopkald
og bruge offentlig transport. Det er i særlig grad de instrumentelle færdigheder,
der påvirkes tidligt ved demens, og graden af påvirkning af disse funktioner bør
altid afklares i forbindelse med et udredningsforløb, da dette kan være medvirkende til,
at der stilles den rigtige diagnose, samt til at patient og pårørende sikres den nødvendige
hjælp i hverdagen. Der findes formaliserede test til vurdering af aktivitetsudøvelse
samt en række spørgeskemaer, som kan anvendes ved vurdering af ADL-funktioner.
Lawtons og Brodys IADL-skala, som er en af de mest anvendte i denne sammenhæng,
er vurderet mhp. dens diagnsotiske værdi, som findes meget begrænset (ROC < 0.75)
(34). Assessment of motor and process skills (AMPS) er en af ergoterapeuter almindelig
anvendt systematisk metode til objektiv vurdering af ADL-funktioner.
3.3.6 Vurdering af pårørendebelastning
De nærmeste pårørende til mennesker med demens er ikke sjældent betydeligt belastede,
dels af den praktiske opgave, det er at passe den demente pårørende, dels af de
følelser, der er forbundet med at se en nærstående person forandre sig og blive afhængig
af hjælp. Hvis der ikke tilbydes hjælp og støtte i tide, kan belastningen blive så stor,
at den pårørende udvikler en behandlingskrævende depression. Allerede ved første henvendelse
i forbindelse med diagnostisk udredning af patienten kan denne belastning
være stor, og det er derfor væsentligt at være opmærksom på dette punkt. En vurdering
af belastningsgraden kan foretages ved almindelig samtale, gerne med den pårørende
alene, men der findes også metoder til systematisk udspørgen om belastningsgraden (fx
NPI), og med disse metoder kan der følges op på en eventuel intervention. Pårørende,
som i forbindelse med udredningen viser tegn på stor belastning, bør informeres om og
eventuel tilbydes eller henvises til muligheder for hjælp og støtte. Der er evidens for, at
intervention (rådgivning, aflastning, mv.) reducerer depressive symptomer hos de pårørende
(se kap. 5).
3.3.7 Laboratorieprøver
Et batteri af rutineblodprøver er anerkendt som en vigtig del af den generelle helbredsscreening
af patienter, som har kognitive forstyrrelser. Formålet med disse blodprøver
er: 1) at identificere komorbiditet eller komplikationer som kan forværre de kognitive
symptomer ved demenssygdomme, 2) at identificere potentielle modificerbare risikofaktorer
(fx diabetes), 3) at undersøge årsagen til eventuel konfusion, eller sjældnere 4)
at undersøge for en primær årsag til demenstilstanden.
Vedrørende. punkt 1 og 3 er der for flere af disse tilstande ingen evidens for at en specifik
behandling vil bedre de kognitive symptomer. Alligevel er blodprøver ofte af diagnostisk
værdi, specielt hos patienter med konfusion, hurtig udvikling, fluktuerende forløb
eller atypisk præsentation. SBU har særligt gennemgået evidensen for følgende
blodprøver: B12, folat, homocystein, syfilistest, og thyroideastimulerende hormon
(TSH). Der er god evidens, for at for lavt og for højt stofskifte kan være forbundet
med kognitive symptomer (men ikke demens) (5, 46–51). Der er ingen evidens for, at
behandling af tilstanden bedrer de kognitive symptomer (5, 48, 50). Neurosyfilis kan
være ledsaget af demens, men findes i under 1 % af patienter med demens. Neurosyfilis
kan behandles, men der findes ingen undersøgelser, der kan vejlede i værdien af
evt. at screene for syfilies i forbindelse med demensudredning (5). Der er svag evidens
for, at lav folat og høj homocystein er forbundet med højere hyppighed af kognitive
56 Udredning og behandling af demens – en medicinsk teknologivurdering