Udsat for forståelse – Antologi om socialt udsatte

titetsmæssig betydning, samtidig med at en række fundamentale forestillinger
og krav om medborgerskab og velfærdsstat har ændret sig. Inden for
arbejdsmarkedspolitikken (som nu benævnes beskæftig elsespolitikken) er der
således tale om en serie af ”skred”, som både berører, hvilke borgere der er
deltagere i hvilke indsatser, indholdet og omfanget af disse samt mere generelt
ansvarsfor delingen mellem borgere og stat (cf. Johansson & Hvinden
2007; Torfing 2004; Hohnen 2006; Lind & Hornemann Møller 2001). Det
generelle udviklingstræk i udformningen af de Europæ iske velfærdsstater er
blevet betegnet som en udvikling fra welfare til workfare forstået som et skift
fra en sikring af borgernes levestandard uafhængigt af deres succes på arbejdsmarkedet,
hen imod en betoning af borgernes selvforsørgelse gennem arbejdsmarkedsdelta
gelse (Kvist 2002, Janoski 1998, Hohnen 2004; Turner 1990, Torfing 2004).
Det centrale spørgsmål i velfærdspolitikken er således ikke længere, hvordan
man sikrer, at folk kan gå ind og ud af arbejdsmarkedet uden økonomisk
afsavn, men hvordan de ledige hurtigst muligt kan komme tilbage i arbejde.
Imidlertid har der indtil for få år siden blandt velfærdsforskere været en klar
opfattelse af, at den danske model var anderledes og mere ”menneskelig”
end fx den britiske og amerikanske. Hvor man i USA og England har haft
hurtig formidling af ordinære job som mål samt haft mindre, tidsbe grænsede
og svært tilgængelige ydelser (og lave lønninger) og en opfattelse af ledige
som individer, der kan motiveres, kontrolleres og straffes - forhold der tilsammen
betegner workfirst modellen (Torfing 2004) - havde man i Danmark op
gennem 1990’erne et bredere arbejdsmarkedspolitisk fokus på hele arbejdsstyrken,
på uddannelse, opkvalificering og jobtræning samt en opfattelse af
ledige som aktører, hvis ressourcer skulle udvikles med henblik på arbejdsmarked
og selvforsørgelse. Denne sidstnævnte model betegnes som human
capital modellen, og den danske beskæftigelsesmodel har ”traditionelt” snarere
lignet denne end en direkte workfirst strategi (Torfing 2004:41). Siden
reformen Flere i arbejde (2002) er der dog sket markante politiske ændringer,
som må siges at signalere et brud med humancapital strategien. Det gælder
både inden for beskæftigelsespolitikken generelt, og det gælder, som vi skal
se i næste afsnit, de politikker, der henvender sig til de svage og/eller syge
modtagere af kontanthjælp.
For det første betyder ændringerne i beskæftigelsespolitikken, at mødet
mellem den ledige og det sociale system målrettes ”hurtigst muligt i job”,
forstået sådan, at ”ethvert job er et godt job” (Tangaard Andersen et. al 2008;
Damgaard, Hohnen og Madsen 2005). Dette indebærer, dels at der er sket
en neddrosling af uddannelse og opkvalificering i selve indsatsen over for de
ledige, dels at placeringen på arbejdsmarkedet og forholdet mellem arbejde
og samfundsmæssig integration så at sige er defineret ud af fokus. (Hansen,
103