Udsat for forståelse – Antologi om socialt udsatte

Oprettelse af brugerorganiseringer på udsatteområdet op gennem 90’erne
med hjælp og økonomisk støtte fra Socialministeriet har været et første
skridt på vejen til anerkendelse for stofmisbrugere, hjemløse, værestedsbrugere
og psykiatri brugere. Oprettelsen af Rådet for Socialt udsatte i 2002
kan også ses som et lille skridt i retning mod anerkendelse. Rådets sammensætning,
som også indbefatter medlemmer, der selv har brugererfaringer
fra udsatteområdet, er også et lille skridt på vejen. Rådet har med den
årlige ”Brugernes Bazar” forsøgt at give de socialt udsatte og deres organisationer
en platform for at komme til orde over for de inviterede politikere
og presse og offentligheden i almindelighed. Men hverdagen lader meget
tilbage at ønske.
Mødet med andre borgere kan være ydmygende. Det er bl.a. temaet i afsnit
5, som indledes med en beskrivelse af en præst, som havde klædt sig ud
som hjemløs for at forsøge at opleve, hvordan det er at være hjemløs. Som
det fremgår af teksten, var det, der slog ham ud, ikke kulden, men oplevelsen
af de ligegyldige blikke, han blev mødt med, da han med en fremstrakt hånd
forsøgte at tigge. Som om han blot var ”en tegning på en husmur”. Mangelen
på anerkendelse og selvværd står som to sider af samme sag. Samme tema
er centralt i afsnit 11, hvor Tore Jacob Hegland som tvangsindlagt patient
beskriver ydmygelsen ved ikke at blive taget alvorlig, ikke at blive orienteret
om, hvilke beslutninger der træffes, og at der bliver handlet hen over hovedet
på ham. Dette er også et af temaerne i afsnit 4, hvor mødet mellem systemet
og den socialt udsatte analyseres. Her oplever den socialt udsatte, at hans eller
hendes oplevelse af situationen ikke af sagsbehandleren regnes for noget og
ikke inddrages i afgørelsen af sagen. Først den dag en lægeattest kan bekræfte
en lidelse, bliver lidelsen eller problemet taget for gode varer. I stedet for en
ideologisk farvet forforståelse af problemerne er der brug for, at den konkrete
sociale dømmekraft bringes i anvendelse.
Anerkendelsen og selvværdet har også trange kår, når retorikken omkring
de socialt udsattes beskæftig else betoner, at målet er beskæftigelse, og at enhver
kan komme i arbejde, og det så viser sig, at arbejds markedet ikke står
med åbne arme over for ledige med problemer. Dette behandles indgående
i afsnit 7.
Afsluttende kommentar
Denne indledning kan forhåbentlig give et indblik i nogle af Rådets overvejelser
om, hvordan socialt udsattes forhold kan forsvares mod forringelser
eller forbedres, men den giver kun en mundsmag på indholdet i de øvrige
bidrag i antologien. I Rådet har vi allerede fået stof til nye diskussioner og
en uddybet forståelse af problemernes og udfordringernes karakter og inspi-
15