Udsat for forståelse – Antologi om socialt udsatte

af de begreber, der indgår i diskussion om offentlig velfærd og omsorg, er udsat
for strid, at de – som man siger i England – er ”highly contested”. Det gælder
generelle ord som ”sundhed”, ”sygdom”, ”velfærd”, ”de svage”, men også mere
specifikke ord som ”sårbarhed”, ”empowerment” og ”udsathed”. At deltage i
en kamp om indhold og definitionsret af centrale sundheds- og socialpolitiske
ord er således en del af en politisk og etisk diskussion og strid. Det er muligt, at
nogle forsøger at give ”udsathed” en særlig etisk og politisk valør. Måske skal
ordet tjene til at trække nye grænser: Her er nogle – de udsatte – som vi skal
hjælpe, resten må klare sig selv eller sørge for at få tegnet deres forsikringer.
Man kan imidlertid også bidrage til at give ordet et indhold, så det hjælper til
at rette opmærksomhed mod en særlig slags problemer og særlige etiske og
politiske udfor dringer, som velfærdsstaten står overfor i dag.
Det etiske blik for dem, der er sat udenfor
Jeg kender ikke den gamle mand på trappestenen i Highgate. Jeg har ikke noget
filosofisk eller videnska be ligt princip, jeg kan anvende til at afgøre, hvor
svag eller sårbar eller udsat han er. Jeg er henvist – som vi ofte er om medmennesker
i dagligliv eller professionel praksis – til at skønne. Han fortalte
kun brud stykker fra sit liv og hverdag. Derfor må jeg lave min egen fortælling
og bygge mit skøn på den.
Den gamle var – som mange andre gamle og yngre – udsat i en næsten
bogstavelig forstand af ordet. Han var sat udenfor. Han har haft et job engang,
men i øvrigt taget sig af sin nu afdøde mor. Han havde ikke noget bestemt
at stå op til mere. Han havde kun en meget begrænset omgangskreds om
overhovedet nogen. Han var ikke deltager i det samfundsmæssige liv, hverken
i en snævrere eller bredere sammen hæng. Han lever i et samfund, hvor identitet
ikke nødvendigvis er bundet op på produktion, men han havde gennem
pension så lidt mellem hænderne, at han var afskåret fra at gøre det, som også
kan give identitet og deltagelse: at være forbruger 3 . Det søgte han at afhjælpe
ved at sidde på trappestenen, få nogen kontakt med de forbipasserende og
ved at sikre sig nogle pund så han også kunne blande sig med gæsterne i Café
Nero. Det er sikkert, at hans insisteren på at få vand fra hanen var et udtryk
for hen synsløshed. Det er mere interessant at overveje, hvorfor han syntes, det
var hensynsløst af den unge pige ikke at give ham det.
Hvordan skal vi forholde os til den psykiatriske patient, der bebrejder politiassistenten
i Station City, når denne ikke vil hjælpe ham med et bestemt forehavende,
f.eks. at holde øje med naboer som den psykia triske patient opfatter
som truende? Betjenten ved, at det er en ubegrundet frygt. Måske optræder
3. Zygmunt Bauman: The Individualized Society. Polity Press, London, 2001
156