Udsat for forståelse – Antologi om socialt udsatte

gen var bl.a. et forsøg på at belyse baggrund for og indhold i samfundsmæssigt
forankrede forbilleder om støtte til sårbare og svage grupper. Den skulle
bl.a. belyse spørgsmålet, om vi som samfund og fællesskab har et ansvar for
syge og sårbare, og spørgsmålet hvordan vi skulle forvalte forholdet mellem
den enkeltes ansvar og fællesskabets ansvar. Bogen blev læst af mange og kom
i flere udgaver og mange oplag. Kærnen i bogen var, at solida ritet ikke bare
er en abstrakt politisk parole udspredt for bestemte ideologiske og politiske
formåls skyld. Tværtimod har det baggrund i et forbillede for ansvarlighed,
som er forankret i almindelige menneskelige relationer. Vi er vævet ind i
en mangfoldighed af afhængigheds-relationer til hinanden, situationer hvor
vores fysiske eksistens eller vores eksistens som personer og samfundsborgere
beror på andres støtte, omsorg, pleje etc. Forestillingen, at mennesket er et
selvforvaltende væsen, hvis ikke vi bestandig blev udsat for alle mulige private
og professionelle støtte-foranstaltninger, holder ikke. Svaghed er ikke bare
en tilstand hos bestemte grupper, som uforskyldt eller selvforskyldt er ude
af stand til at deltage i det samfundsmæssige liv. Svaghed er et alment menneskeligt
vilkår. Overlægen, sundhedsministeren eller den filosoferende økonom,
der fra en styrkens position sætter spørgsmålstegn ved, om behandling
er en menneskeret, kan den dag i morgen selv være den svage eller sårbare,
hvis liv og person beror på andres hjælp og støtte.
Bogens argumenter vandt genklang hos mange professionelle og ganske
almindelige læsere. Den affødte imidlertid også en del polemik og diskussion.
Et af de tilbagevendende spørgsmål var: Hvem er de svage? Kan du opstille
kriterier, så vi kan få den sag afklaret?
Disse spørgsmål havde en direkte relevans for en diskussion, som netop i
de år tog fart i relation til hele den offentlige sektor i almindelighed og til
sundhedsvæsenet i særdeleshed. Hvordan skal vi prioritere indsats og forbrug
af ressourcer? Hvem er svagest: patienten hvis overlevelse måske beror på, om
han får et nyt hjerte, eller patienter med hofteproblemer hvis dagligdag bliver
vanskeliggjort eller slået i stykker, hvis de ikke får en ny hofte? Hvem skal vi
være solidariske med: Gamle mennesker som ikke får til stræk kelig pleje, og
som måske sidder i deres små lejligheder mere eller mindre som indespærrede i
et fængsel, eller studerende som må tage arbejde og forsinke deres studier, fordi
den statslige uddannelses støtte ikke er tilstrækkelig. Kritikere indvendte, at et
princip om ansvaret for den eller de svage er af tvivlsom interesse eller uden
betydning, hvis det ikke kan være et redskab til at besvare den slags spørgsmål.
Her sad jeg nu i Café Nero i Highgate Hill og blev distraheret i mine
overvejelser om den lovede artikel om etikken og de udsatte. Er spørgsmål
om de udsatte og samfundets håndtering af udsatte overhovedet en sag, hvor
etiske overvejelser er mulige, endsige relevante? Hvilken pension eller of-
154