Udsat for forståelse – Antologi om socialt udsatte

”hørte til”. Hun var taknemmelig for hjælpen. Klarede sig senere i egen lille
lejlighed og supplerede sin invaliderente med at sy hulsøm. 25
De farlige ”anderledes”
Den samfundsmæssige udskillelse af ”anderledes” som farlige for det samfundsmæssige
projekt kræver på den ene side en afklaring af, hvem ”de farlige”
er, og hvad faren består i. På den anden side en afklaring af, hvad den
faglige opgave hos de fagkyndige var. Endelig er der forskellige kategorier
og grader af ”farlighed” forbundet med vurderingen af, om de pågældende
kunne siges at være værdige eller uværdige til at modtage hjælp fra samfundet
på trods af deres uformåenhed.
Et godt eksempel på den problematik er diskussionen om, hvordan man
samfundsmæssigt skulle behandle fattige gamle, og om det var rimeligt, at
de efter et langt livs slid skulle være tvunget til at tage mod fat tig hjælp med
alle de deklasserede virkninger, der var forbundet med det. Der var allerede
i 1848 ansatser til, at fattighjælp kunne ydes uden fattighjælps virkning til
særlige grupper – her familier, hvis forsørgere gjorde militærtjeneste. Loven
af 8. marts 1856 om frie fattigkasser, ”var et forsøg på at gennemføre organiseret
understøttelse uden det tab af borgerlige rettigheder, der fulgte med understøttelse fra det
offentlige fattigvæsen”. 26 Fattigloven af 9. april 1891 fik som noget nyt indføjet
”en bestemmelse om, at fattighjælp til visse syge og handicappede ikke skulle have
fattighjælpsvirkning”. 27
Vedtagelsen af ”Lov om alderdomsunderstøttelse til værdigt trængende
udenfor Fattigvæsenet” af 9. april 1891 blev en markering af værdighedsbegrebet.
Men der skulle ifølge loven meget til, før denne værdig hed blev
tillagt en person. Den gamle måtte ikke have modtaget fattighjælp, og han
skulle i de sidste ti år havde været medlem af en sygekasse ”eller efter kom
munalbestyrelsens skøn på anden måde havde søgt at sikre sig imod at falde det
offentlige til byrde, f.eks. ved passende indskud i en alder doms forsørgelseskasse”. 28
Den pågældende måtte heller ikke være fundet skyldig i betleri, løsgængeri
eller andre vanærende handlinger. Trangen til hjælp måtte ikke være selvforskyldt
gennem ødselhed eller misbrug. Alderdomsloven angik alene mænd,
idet kvinder ikke var forsørgelsespligtige. Dog kunne kvinder, der var enker,
25. Jf. Birgit Kirkebæk: Letfærdig og løsagtig – kvindeanstalten Sprogø 1923-1961, kap. 13.
26. Nete Balslev Wingender: Gammel og fattig. Skøn og ret i den tidlige alderdomsforsorg
1891-1922. Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Randers 1994:9.
27. Ibid:25.
28. Ibid:16.
51