Læs rapporten (pdf-fil, 0,4 MB, åbner nyt vindue) - Aarhus.dk

der bliver lavet lækker mad i kantinen hver dag. Hermed understøtter man Århus
Kommunes intention om at arbejde recoveryorienteret ved at give et mere
nuanceret billede af psykiatribrugere som andet og mere end blot brugere/-
patienter. I de to lokalpsykiatrier, hvor kunderne i kantinerne er socialpsykiatriske
og behandlingspsykiatriske medarbejdere, har det forhold, at dem der driver deres
kantine, er nogle af de mennesker, som de til dagligt kan møde som
brugere/patienter i deres eget system givet anledning til nogen drøftelse af,
hvorvidt det kunne gå an, at man kan møde sine brugere/patienter i en
professionel rolle i ens lokale kantine. Det understreger, at der fortsat er behov for
at skabe et nuanceret billede af psykiatribrugere.
De interviewede har det typisk blandet med det forhold, at det bliver sagt åbent, at
de har eller har haft psykiske problemer. På den ene side opleves det som rart, at
man kan forvente en forståelse for, at man dels ikke nødvendigvis er
køkkenuddannet, dels at man kan have behov for lidt mere hensyntagen end
andre. På den anden side opleves det som stigmatisering af en som evigt psykisk
syg. To af de ansatte udtrykker det således:
”Jeg synes altid, at man bliver sat i bås. Jeg kunne godt ønske mig, at man
kunne komme lidt ud over den der sygdom – det der sygdomsbillede, man
hele tiden bliver sat i. Også nu sådan en ting som bare det der med at skolens
elever ved, at vi er psykisk belastede. Et eller andet sted har man vel også
brug for bare at kunne komme som en privatperson, og være den person,
som jeg nu er, ikke også? Men nu bliver man målt med nogle øjne, at her har
vi altså en psykisk syg. Og hvorfor er hun her? Det er ligesom, at hvis man vil
have et liv ud over det, så er det svært at ryste af sig”.
”Og så siger de, når man ikke hører det – eller når de tror man ikke hører det
– at her er det jo brugerne, der laver maden. Det er sgu da skide lige meget,
hvem vi er – vi har da de kurser, der skal til”.
Og senere i samme interview faldt denne ordveksling:
25
– ”Det kommer an på, hvor langt du selv er i din sygdomshistorie. Men på et
tidspunkt har man bare lyst til at kunne være et almindeligt menneske. Og jeg
føler faktisk, at jeg fungerer lige så normalt som alle mulige andre mennesker.
Jeg har bare nogle begrænsninger, men det har alle mennesker jo på et eller
andet plan. Jeg føler mig ikke spor anderledes end mange andre. Så derfor
ville jeg ønske, at man kunne komme anonymt, sådan et sted”
– ”Men Annette, det er jo også noget med hver ting til sin tid. Nogle gange
synes jeg sgu også, at det er fedt, at man kan komme et sted, hvor der er
nogle, der forstår en, og hvor man lige kan tage en kop kaffe, ikke også”.
_______________________________________________________________
Appetit – en rummelig arbejdsplads