Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

Konklusion.
Kulturformidlingen befinder sig således i en helt unik situation. På baggrund af den
samfundsmæssige udvikling i videns – og oplevelsessamfundet står kulturformidlingen overfor nye
udfordringer på institutionelle, kulturpolitiske, æstetiske og kommunikative niveauer. Der er altså en
påvirkning fra senmoderne betingelser i samfundet på kulturformidlingen. Samtidig viser diskussionen af
kvalitetskriterier, hvordan kulturformidlingen kan have i del i at skabe viden om og deltagelse i kulturelle og
sociale fællesskaber, så der gendannes et dialektisk udvekslingsforhold mellem kulturformidlingen og
samfundet på senmoderne betingelser.
Den indledende teori forklarede, hvordan ekstentionelle og intentionelle forandringer i det
senmoderne samfund udfordrer kulturformidlingen. Kulturformidlingens viden udfordres, fordi der ikke
længere er tale om en klart formuleret og sikker viden. Den radikaliserede refleksivitet og refleksiv brug af
viden bliver i sig selv således et kriterium for både legitimering og kvalitet i senmoderniteten.
Kulturinstitutionerne udfordres til at repositionere sig selve. De skal fungere som kulturelle adgangsporte til
æstetiske oplevelser og fællesskaber på senmoderne betingelser. På det intentionelle niveau udfordres
kulturformidlingen til at spille en aktiv rolle i fællesskabers og kulturbrugeres refleksive identitetsdannelse.
Kulturformidlingen kan tilbyde en fælles oplevelsesramme, i det kulturel viden og identitet iscenesættes
som æstetisk oplevelse. Indenfor den fælles oplevelsesramme kan brugerne erhverve sig social
anerkendelse og dermed bidrage til sin kontinuerlige selvfortælling.
Derfor bliver de kommunikative rammer og social anerkendelse vigtige. Relationen mellem
afsenderen, budskabet og modtageren er under forandring. Selvom kulturformidlingen er en intentionel
kommunikationsform og fungerer som bindeled, så udfordres den til at inddrage og anerkende modtageren
som en aktiv deltager i den processuelle kommunikation. Derfor ansvarliggøres både afsenderen og
modtageren for den kommunikative interaktion. Hvis institutionerne formår at udvide de kommunikative
rammer og mødestedsfunktionen har de mulighed for at spille en vigtig rolle som initiativtager og
rammeskabende aktør i en deltagerorienteret kulturformidling. Derfor er det vigtigt, at institutionerne
bevidstgør sig om, hvordan de betragter og kommunikerer med brugeren. I den anden ende skal brugeren
tage aktiv del i kulturformidlingen ved at påtage sig forskellige deltagende roller. Dog kritiserede Honneth
det kommunikative paradigme for at overse bevidsthedsniveauer og tavs viden.
102