Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

De tre cases satte teori og begreber i analytisk samspil og eksemplificerede, hvordan
kulturformidlingen og dens kvalitetskriterier kommer til udtryk på et ministerielt-, institutionelt- og
aktørniveau. KFA repræsenterer den kulturpolitiske legitimering af kulturinstitutionerne og formulering af
kvalitetskriterier som demokratisering, brugerinddragelse, social inklusion og fælles oplevelsesrammer. KC
repræsenterer en institution i forandring. I sin repositionering forsøger de at leve op til senmoderne krav
med hensyn til performative kvalitetskriterier, udstillingsfokus og mødestedsfunktion. Interacting Arts
beskæftiger sig med kulturformidling på aktørniveau. De har fokus på promoveringen af deltagerkulturen
og aktiv deltagelse i æstetiske og sociale processer. De kritiserer tilskuerkulturen og det institutionaliserede
kunstbegreb. I stedet argumenterer de for en demokratiserende og deltagerorienteret kulturformidling, der
skaber social anerkendelse og nye kvalitetskriterier.
Diskussionsfeltet for formuleringen af senmoderne kvalitetskriterier viste, hvordan man kan
anlægge forskellige tilgange til kvalitetsvurdering af kulturformidlingen, samt hvilke muligheder og
begrænsninger disse tilgange medfører. Kvalitetskriterier vil altid være udtryk for en bestemt holdning eller
tilgang til kulturformidlingen. I praksis vil kvalitetsvurderingen foregå vha. lag-på-lag strategi. Det skyldes, at
kulturformidlingen som regel foregår på forskellige niveauer af kulturbegreber, deltagelse, legitimering og
kommunikationssituationer. Teoretisering over opstillingen af kvalitetskriterier, samt muligheder og
begrænsninger øger bevidstheden om, hvordan man allerede agerer, og hvordan man vil handle og
kommunikere i fremtiden.
Kapitlet om performative kvalitetskriterier viste, hvordan man kan indsamle målbar og
komparativ viden om institutionernes præstationer. Dog omfatter performative kvalitetskriterier ikke den
æstetiske oplevelse og nytteværdi. Dog kan performative resultater være med til at afdække kulturelle
tendenser såsom musealization.
Den næste handlingsstrategi formulerer kvalitetskriterier ud fra kulturformidlingens evne til
at indgå i det senmoderne samfund. Her var fokus på vidensproduktion, modernitetshåndtering og
vidensdeling. Ulempen ved strategien er, at man risikerer at bidrage til den senmoderne informationsstrøm
og derfor virker kompleksitetsforøgelse. Tilgangen har tendens til at instrumentalisere kunst og kultur i
stedet for at lade dem fungere på deres egne præmisser.
Kapitlet ’Fra viden til oplevelse’ fokuserede på, hvordan man iscenesætter kulturel viden til
æstetisk oplevelse, som en specifik oplevelsesform. Her blev forskellige niveauer af deltagelse diskuteret
især i relation til det refleksive kvalitetskriterium. Her er anerkendelsen af brugeren og den subjektive,
103