Kulturformidlingens udfordringer i det senmoderne ... - Forskning

I den relationelle æstetik kan der først være tale om et refleksivt kvalitetsbegreb i modtagerens deltagelse,
da det semiotiske niveau først realiseres i den performative handling. Værket tilføres dermed først
refleksivitet og betydning i modtagerens deltagelse. Den relationelle æstetisk trækker derimod på en mere
individualiseret betydningsdannelse. Dog vil betydningsdannelsen ofte foregå i social interaktion med
andre, da deltagelsen betragtes som en kommunikativ handling.
Det næste deltagerniveau er den kuratorskabte deltagelse. Her spiller tanken om med-
forfatterskab en stor rolle. Det ændrer på den kommunikative ramme for kulturformidlingen og relationen
mellem kuratoren som afsender, værket som budskab og betragteren som modtager. I den kuratorskabte
deltagelse fungerer disse kommunikative instanser som en samlet enhed: Det vil sige ikke som tre adskilte
størrelse i form af en afsender, en modtager og et indhold, men derimod som en samlet enhed. 227 Det
betyder, at der er tale om en processuel kommunikationssituation. Som Pearce pointerede fokuserer den
processuelle kommunikation mere på den sociale skabelse af et kulturelt værk end på forståelsen af et
allerede færdigt sociokulturelt produkt eller budskab.
Som analysen af Interacting Arts viste, knytter et centralt kvalitetskriterium i
deltagerkulturen sig altså til anerkendelsen af en intersubjektiv oplevelse af sociale interaktioner og
æstetiske processer - en gensidighed i produktionen af suggestioner, hvor deltagerne anerkendes som
medskabere. Et sådan kvalitetskriterium giver rum for et bredere kunstbegreb, der beskæftiger sig med
sociale og æstetiske processer fremfor færdige produkter. Udfordringen er at udvikle metoder til
evaluering og vurdering af sådanne processer.
Det har betydning for den senmoderne kulturinstitution. Den kuratorskabte deltagelse åbner
nemlig op for kulturinstitutionens funktion som socialt rum og mødested. Kulturinstitutionerne kan være
med til at skabe og opstille rammerne for sociale aktiviteter, idet man prioriterer en processuel
kommunikation og skabelse af værkforståelsen. Denne udstillingsstrategi giver rum for at imødekomme to
centrale senmoderne betingelser: 1) Den imødekommer betingelserne for senmoderne viden; at opstille en
ramme for vidensudveksling. 228 En viden som ikke er klart defineret på forhånd, men som opstår i
vidensdelingen. Her vil man f.eks. kunne inddrage brugerinnovation. 2) Den skaber en fælles
oplevelsesramme: vi er alle samarbejdspartnere i jagten på den forandrende og forhåbentlig
227 Jalving s.145
228 Jalving s.145
90