Rapporten - Søren Højmark Rasmussen

4.2 Grundvandsmodellen
I denne rapport vil grundvandsmodelleringen blive foretaget ved hjælp af programmet
GMS 5.1 (Groundwater Modeling System). Ved opsætningen af grundvandsmodellen er
der truffet en række valg i forhold til modeltype, inddeling af projektområdet og
repræsentation af lag og linser i modellen. Disse vil i det følgende fremlægges.
Modeltype
Grundvandsmodellering kan overordnet foretages på 2 måder, enten med en numerisk
model eller en analytisk model. Det er valgt at anvende en numerisk model i denne
rapport, da den giver mulighed for at bestemme detaljerede variationer i undersøgelsesområdet
ved inddeling i mange celler. En numerisk model bliver opstillet på baggrund
af flere parametre end en analytisk model og giver et mere detaljeret resultat. Den
numeriske model kan desuden bedre repræsentere mindre forekomster i undergrunden,
som det skønnes har stor betydning, eksempelvis gytjelaget i denne rapports model.
Tidsperspektiv
Grundvandsmodeller kan være enten dynamiske, hvor tidsafhængige variable kan
inddrages i udregningerne, eksempelvis varierende oppumpning, vandføring og grundvandsdannelse
eller de kan være stationære, hvor udregningerne sker på baggrund af
gennemsnitlige værdier (Refsgaard & Henriksen, 2005). Den stationære grundvandsmodel
giver således en gennemsnitssituation for modelområdet (Brun, 2005). Det er
valgt at opsætte en stationær grundvandsmodel, da formålet med modellen er at vise,
hvordan vandføringen i Hølbækken gennemsnitligt bliver ændret ved en ændring af
oppumpning af vand i Volsted Plantage. Derudover er der ikke er tilstrækkeligt
datamateriale over området til, at der kan opsættes en dynamisk model, eksempelvis
mangler der tidsserier over vandføringen i Hølbækken, grundvandsdannelsen, og
variation af grundvandsspejlets højde over tid.
Antal celler
For at løse den styrende ligning er det nødvendigt, at sætte den op i en matrice og
løsningen kræver derfor, at der er mindst seks celler. For en grundvandsmodel med
eksempelvis 1000 celler bliver det til en matrice med 1000 ligninger, hvor der er 1000
ubekendte (Spitz & Moreno, 1996: 138). I GMS bliver dette matricesystem løst ved
hjælp af en løsningsalgoritme, der beregner en stationær tilstand for matricesystemet.
Beregningen sker iterativt, hvilket vil sige, at beregningerne gentages til der ikke er
større forskel mellem løsningerne end et angivet interval. Løsningen af matricesystemet
er forbundet med en vis fejl, der opstår på baggrund af den måde, algoritmen løser det
opsatte matricesystem på. Den stationære tilstand, der beregnes, angiver koten på
71