Udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger - Krim

2o7
5.2.2.2. Skadelidte er raskmeldt, „dv^s^ får ikke sygedagpen-
ge , jneri _kan_ _el_lej^_ mene_r_ ikke at kunne _påtag_e___s_\g_
arbejde inderi f?£_ sit hidtidige område og_ kan der-
for heller ij^Js^ _ få_ _ a J r J > ^jdsJ.ø^h^dsujid^r^tøittelse^
Han/hun klarer sig på andre måder (familie^ hjælp
e\f_ter bistandsloven)^
Det fremgår af afsnit 3.2.2.2.1., at det kan volde sikrings-
styrelsen vanskelighed at fastsætte erhvervsevnetabet i den-
ne gruppe. De i afsnittet refererede afgørelser viser, at der
i de vanskeligste af disse fastsættes en revisionsfrist.
Udvalgets flertal erkender, at det i denne gruppe kan være
vanskeligt at fastsætte erhvervsevnetabet, hvis der er mulig-
hed for, at skadelidte kan få arbejde inden for et andet om-
råde. De ovennævnte afgørelser fra sikringsstyrelsen synes
at være udtryk for, at der anlægges et temmelig frit skøn,
hvor - hvilket styrelsen selv anfører - den medicinske in-
validitetsgrad, dvs. méngradens størrelse, tillægges en vis
betydning.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at skadelidte efter ar-
bejdsskadeforsikringslovens § 21, stk. 1, har pligt "til at
lade sig arbejdsprøve". I den private erstatningssret kan det
være fuldt ud lige så relevant med en arbe jdsprøve, men fler-
tallet finder det: ikke nødvendigt at foreskrive en egentlig
pligt hertil. En faktisk eller processuel skadevirkning vil
formentlig være tilstrækkelig, hvis skadelidte skulle vægre
sig ved at medvirke i en sådan prøve, jfr. herved princippet
i retsplejelovens § 344, stk. 2-3,
5.2.2.3. Den skadelidte er unde.r _ revalider ing ef te£_ bistands-
lovens § 42_.
Inden for denne gruppe følger sikringsstyrelsen den praksis
at fastsætte en procent, der reguleres, når revalideringen
er tilendebragt. Denne praksis kan ikke uden videre overføres
til den private erstatningsret.
i