Udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger - Krim

75
et væsentligt mén, ikke kan acceptere (endnu), at der ikke
også gives en vis erstatning for erhvervsevnetab, selv om der
ikke er konstateret nogen indtægtsnedgang.
Ser man på sammenhængen mellem mén-graden og erhvervsevnetabs-
procenten, viser det sig, at ca. 50% af de afgjorte sager fra
1978 afgøres med 15% erhvervsevnetab. I disse tilfælde lig-
ger mén-graden tæt omkring 15%, og at man er kommet til det-
te resultat beror næppe på de faktiske forhold, men skyldes,
at 15% erhvervsevnetab er en bundgrænse. Ved de større mén-gra-
der kan man se, at det kun er i få tilfælde, at der er flagrant
afvigelse fra den samme erhvervsevnetabsprocent, og i de til-
fælde, hvor denne afviger meget fra méngraden, er der ofte
tale om revisionsklausul.
Det er kendetegnende for ASF-systemet, at der går ret lang
tid, før erhvervsevnetabet kan opgøres, og når opgørelsen en-
delig sker, er der til denne i tilfælde af alvorligere karak-
ter som oftest knyttet en revisionsklausul. Det skyldes natur-
ligvis de mange undersøgelser, der skal foretages, jfr. si-
kringsstyrelsens redegørelse af maj 1981, hvor det udtales
(s. 7) :
"Den nye lov med dens to-delte erstatningssystem har
bevirket en vis træghed i forbindelse med afgørelses-
hyppigheden for så vidt angår erstatning for erhvervs-
evnetab. Det er bl.a. en forudsætning for en realistisk
anvendelse af det økonomiske vurderingsgrundlag, at
forholdene i forbindelse med skadelidtes omskoling,
revalidering og fremtidige beskæftigelsesmuligheder
er så afklarede som muligt. Disse forhold, der har
betydning for praksis efter den nye lov, har natur-
ligvis udskudt afgørelserne i et betydeligt antal til-
fælde. ... Behandlingen af de mange forskelligartede
spørgsmål, der indgår i de vurderinger, der skal fore-
tages, når der er tale om fastsættelse af erhvervs-
evnetab for den enkelte skadelidte, har, som det også
er tilfældet for erhvervssygdomme, og som det tillige
fremgår af lovens forarbejder, vist sig at være mere