E C M - ESO

var næppe det store problem på Senecas tid, men det er skæbnens ironi, at
det i vor højteknologiske tidsalder faktisk ofte er nødvendigt at rejse, hvis
man vil have gode muligheder for at nyde en af de største oplevelser, som
naturen kan byde på.
Det stærke fokus på videnskabeligt udbytte som eneste kriterium har præget
ESO og vi skal vende tilbage til temaet i kapitel XII. Der var noget
næsten symbolsk over besøget på Paranal. De tålmodige site-testere, som i
årevis ”sad” på toppen af dette isolerede bjerg – med et ugentligt besøg af
en lastbil med fødevarer og vand som den største afveksling – var en stærk
illustration af den pionérånd, arbejdsdisciplin og mod på fremtiden, som
altid har hersket i ESO. Vi vidste, at vi havde fat i noget unikt.
Ligesom jeg havde besøgt David Malin i 1983, fik vi selvfølgelig også besøg
på ESO af og til. En af vore langtidsgæster var David Block fra Universitetet
i Witwatersrand i Johannesburg, som kom for at arbejde sammen
med mig. Han var en meget aktiv forsker og fik meget ud af sit ophold,
tror jeg. Han tog tilbage til Sydafrika med idéer om nye astronomiske billeder,
men da han skulle til at gå igang, løb han ind i et uventet problem:
Han kunne ikke få de fotografiske specialmaterialer, han skulle bruge. Det
skyldtes den internationale boykot af Sydafrika, som FN havde vedtaget
som svar på Sydafrikas Apartheid politik. I sin kvide henvendte han sig til
mig. Pludselig var den der igen: Politikken. Hvad skulle jeg gøre? Universitetet
i Witwatersrand erklærede sig åbent som modstander af Apartheid og
modarbejdede den på alle mulige måder. Skulle jeg vende ryggen til disse
mennesker, ovenikøbet i en sag, som drejede sig om, hvad der skulle være
menneskehedens fælles sag – studiet af vort Univers? Eller skulle jeg følge
de internationale regler, sådan som de nu engang var vedtaget? Svaret synes
enkelt, men den slags spørgsmål ser anderledes ud, når de ikke længere er
abstrakte beslutninger taget i et fjernt land, men faktisk berører mennesker,
man selv kender. Og sandheden er, at jeg relativt let kunne sende et
par pakker med de ønskede materialer. Men jeg gjorde det ikke. Det skulle
dog ikke blive sidste gang, jeg uforvarende – men ikke helt tilfældigt – blev
konfronteret med sådanne samvittighedsspørgsmål.
88