E C M - ESO

zone med butikker, caféer og masser af liv. Vi blev i den lejlighed i 14 år –
indtil 1998, da pladsen var blevet for trang.
I 1983 begyndte Jakob i 1. klasse i den lokale skole. Vi måtte imidlertid
erkende, at kulturforskelle mellem Skandinavien og Bayern førte til konflikter
i skolen i en sådan grad, at vi valgte at flytte ham til Den europæiske
Skole. Vi har altid betragtet og behandlet vore børn som ligeværdige individer,
som havde ret til deres egne meninger og også ret til at stille kritiske
spørgsmål. ”Hvad er et politisk parti?” spurgte Jakob, da han endnu var
relativt lille. Jeg prøvede at forklare politiske idéer som forskellige måder
at tackle samfundsproblemer på. For at anskueliggøre sagen valgte jeg som
eksempel en fabrik, som fremstillede plasticposer. Det gik dårligt for firmaet,
og der var risiko for lukning. Skulle man give firmaet penge for at
redde arbejdspladserne? Skulle man lade sagen gå sin gang og betale de
arbejdsløse understøttelse? Skulle man undlade at betale understøttelse, i
den forventning at de berørte ville gøre en større indsats for at finde andet
arbejde? Eller skulle man måske stille det mere grundlæggende spørgsmål,
om det overhovedet var godt at lave plasticposer? Hvem skulle bestemme?
Han lyttede eftertænksomt, da jeg beskrev, hvordan en socialistisk, en liberal,
en konservativ og en grøn løsning kunne se ud. ”Jeg synes, de grønne
har ret,” sagde han til sidst. Det gjorde mig stolt. Det var ganske bestemt
ikke min holdning, men han ræsonerede selvstændigt og gav sin mening
åbent til kende. Både Asta og jeg har bevidst plejet en sådan ”diskussionskultur”
hjemme med alle vore børn. Men den var ikke populær i den lokale
skole, hvor spørgsmål blev anset som potentielt undergravende for lærerens
autoritet – afvigende meninger ligeså, hvis de blev ytret højt. Alligevel
var det ikke en lille beslutning at flytte Jakob, for Den europæiske Skole var
ikke bare en heldagsskole, den lå også i den modsatte ende af München. Fra
nu af fik Jakob lange skoledage, men han fortrød aldrig skoleskiftet.
Mødet med Tyskland var ikke simpelt. I forhold til det vi kom fra, så vi et
samfund, som var hårdt, til tider brutalt. Tempoet var højt. Og det var et
samfund, som stadig var præget af krigen og dens eftervirkninger, som plagedes
af skam, og som levede med gruopvækkende erfaringer fra diktaturets
tid og ubeskrivelige lidelser under tæppebombningerne af Hamborg,
60