E C M - ESO

tilslutning, men blev i øvrigt ikke diskuteret i mere end nogle få minutter.
Visse idéer er så ”store”, at man let overser dem. Derfor blev ingen udpeget
som ”tovholder” for projektet, men det gav mig ingen ro. Jeg besluttede
derfor at samle koordinationsudvalget til et møde i Garching. For at have
en basis for diskussionen skrev jeg et første udkast til dokumentets hovedpunkter.
Jeg foreslog, at vi ikke skulle lave en lang klagesang og bønskrift
om, hvad samfundet burde gøre for os, men snarere beskrive, hvad videnskab
og forskning kan gøre for samfundet og for Europa i lyset af Lissabon
målsætningen.
Der var ingen dybere hensigt eller personlig ambition bag det faktum, at
det blev mig, der tog initiativet, men det førte til, at jeg blev ”siddende”
med opgaven som koordinator, redaktør og hovedforfatter for, hvad der
internt blev kendt som ”the Vision Paper”. Det var en stor mundfuld, for
opgaven var jo at udvikle en ”vision” for europæisk forskning. Dokumentet
skulle have substans, men samtidig skulle det kunne understøttes af alle syv
organisationer, som er meget forskellige, både hvad angår forskningsområde
og -orientering – og institutionelle interesser. For sådan er det jo i den
virkelige verden. Jeg sled i de måneder, og det forblev ikke ubemærket. Fra
en af vore partnerorganisationer fik jeg en dag denne e-mail: ”What is your
secret? Do you have a double of you doing everything in your job that a 24
hours’ day would humanly not allow you to do?”
Europakommissær Janez Potočnik (højest, i midten) sammen med ”samuraierne” ved
præsentationen af vort forskningspolitiske positionspapir i Berlaymont bygningen.
204