E C M - ESO

venner og jeg – de ”manglende tæv” på en hyggelig restaurant i Asunción.
Der var levende musik, leveret af en fremragende harpenist ved navn Rito
Petersen. Selvfølgelig købte jeg et bånd med hans musik til Asta, med hvem
kunstneren delte efternavn. Det blev flittigt spillet til aftensmaden i Garching
i de efterfølgende år.
En anden måde for forskere at holde kontakt og sikre informationsudveksling er
gennem videnskabelige konferencer, som tiltrækker deltagere fra hele verden.
Blandt møderne i 1987 var også en konference i Jena i det daværende
DDR. Da Jena blot ligger nogle få hundrede kilometer fra München og vi
var en lille gruppe fra ESO, havde vi lejet et ”Folkevognsrugbrød”. At krydse
grænsen til DDR betød at stoppe ved en række efter hinanden følgende
kontrolposter i en bred zone omgivet af skydetårne, observationsposter og
pigtrådshegn. Ved den første kontrolpost afleverede man sit pas. Ved den
sidste i rækken fik man det tilbage igen. Som den første afleverede Richard
sit tjenestepas, udstedt af det danske udenrigsministerium. Grænsevagten
rettede sig op og spurgte i meget officiel tone, ”om der i fartøjet mon befandt
sig yderligere fremstående personligheder?” ”Det kan man ikke udelukke,”
replicerede Richard tørt. Velkommen til socialismen.
Vi blev indlogeret på et hotel med det indbydende navn ”Otto Militzer”.
Der var tale om værelser i et nedslidt betonkompleks af boligblokke. Hotellets
restaurant var en spisesal i kælderen, som i øvrigt ligesågodt kunne
have tjent som tørrerum eller rummet pulterkamre. En morgen modtog jeg
besked på hotellet, at jeg skulle ringe med det samme til ESO. Netop den
dag holdt konferencen pause, og der var planlagt et besøg på det optiske
værk Carl Zeiss Jena. Ved ankomsten bad jeg derfor om at låne en telefon
for at ringe til München. ”De er heldig,” sagde man til mig. ”Carl Zeiss er
en af DDRs vigtigste eksportvirksomheder, så vi har ”vore egne” telefonforbindelser
til Vesten.” Jeg forstod, at det ville være ukompliceret at ringe.
”Vi vil straks bestille en ekspressamtale for Dem!” sagde en venlig dame.
Efter en time blev jeg ført ind i et tomt mødelokale. Herfra ville jeg kunne
telefonere, sagde min ledsager, som slog sig ned over for mig og beredte sig
på at vente. Efter to timer ringede telefonen – jeg kunne endelig føre min
”ekspressamtale” med Vesten, under opsyn, forstås. Jeg må tilstå, at jeg nok
90