E C M - ESO

servatorium, som ligger i denne højde. Men ikke alle kan klare den tynde
luft, og vi vendte om få meter fra målet. Men San Pedro har meget andet at
byde på. Vi besøgte den 90 km lange, næsten udtørrede saltsø, som byder
livsgrundlag for flamingoer (som ellers normalt ses i Afrika) og det bizarre
sandstenslandskab bestående af bjerge, sandbanker og saltaflejringer med
navnet Valle de la Luna – Månedalen.
Vi blev i San Pedro i fem dage. På vejen tilbage mod Antofagasta besøgte
vi Chuquicamata, verdens største kobbermine og åbne dagbrud. ”Hullet”,
som er sprængt og gravet for at få fat på kobberet, er næsten 900 m dybt
og 4 km langt, så stort at det f.eks. tydeligt kan ses på fotos optaget fra
rumfærgen.
Minen i Chuquicamata producerer kobber – op imod 5 % af verdensforbruget
– men den er guld værd. Det var nationaliseringen af Chuquicamata,
der havde tilhørt det nordamerikanske selskab Anaconda, som nedkaldte
Nixon-regeringens vrede over Chiles socialistiske præsident Salvador Allende
og medvirkede uden tvivl til beslutningen om at skaffe styret ”af
vejen”, hvilket lykkedes ved et blodigt militærkup d. 11. september 1973.
Men Chuquicamata er stadig på statslige hænder. Minen bidrager med signifikante
beløb til Chiles statskasse og giver arbejde og brød til tusinder af
mennesker. Men den er også kilde til en katastrofal forurening af området.
Og selv om arbejderne er godt betalt, og mineselskabet CODELCO stiller
gode boligheder til rådighed for dem, er livet hårdt i dette chilenske
minesamfund.
I forbindelse med besøget valgte vi at spise frokost i en restaurant, der lå
i forbindelse med den lokale markedshal. Det var tydeligvist et agtet sted
blandt de lokale arbejdere – et sted, hvor man gik hen, når man ”gik ud”
at spise. Og det var velbesøgt. Dagens ret, kylling med ris, blev serveret
venligt og med stil. Men jeg har til dato aldrig oplevet noget så uappetitligt
– vi ville have forskånet vor hund for en sådan portion, hvis den havde
været der. Nogle af os lod maden stå, andre kæmpede med at nedsvælge et
par mundfulde, for at det ikke skulle blive for pinligt. Der er i og for sig
intet interessant i, om vi kunne lide maden eller ej. Men det var en stærk
172