E C M - ESO

Senere var jeg en uge på Vestjydsk Aktuelt. Det var mere spændende, dels
fordi jeg faktisk kom til at skrive selv, men nok mere af en helt anden grund.
Praktikopholdet faldt tidsmæssigt sammen med Seks-dageskrigen i 1967
mellem Israel og de arabiske nabolande, Ægypten, Jordan og Syrien. Det
var en sand David mod Goliat kamp, som endte akkurat ligesom den gammeltestamentlige
myte. Det lille Israel sejrede over de store arabiske styrker
og tilføjede den arabiske nation et ydmygende nederlag. Som vel de fleste
danskere var jeg fascineret af denne utrolige militære præstation. Min begejstring
var nok iblandet en sympati for ”det lille land”, der kæmpede mod
den store overmagt; en følelse, der nok er dybtliggende hos danskerne, som
instinktivt forbinder begrebet ”lille” med ”god” og ”stor” med noget, som
er væsentligt mindre godt. Men på Vestjydsk Aktuelt sad en redaktør, der
havde en helt anden mening om den sag. Vi kunne naturligvis ikke skrive
om Israel i Esbjerg-udgaven, men han åbnede mine øjne for en anden sandhed
omkring den arabisk-israelske konflikt. Det gjorde et stort indtryk på
mig, men føjede sig i øvrigt til rækken af observationer, som indicerede
et langt mere problematisk verdensbillede, end den nærmest binære situation,
som vi havde set i halvtredserne. Dengang var ”vi”, dvs. Vesten, de
gode – kommunisterne i Øst, de slemme. Men det var ikke blot Mellemøstkonflikten,
som forstyrrede det velordnede, men fortegnede verdensbillede.
Få år forinden havde verden overlevet den truende undergang i en altødelæggende
atomkrig om den lille karibiske sukkerrørs- og tobaksø Cuba.
En uendelig lang weekend havde vi holdt vejret, mens atomraketterne blev
gjort startklare på deres affyringsramper. Vor rolle som simple potentielle
ofre for dårskaben bestod i at læse den husstandsomdelte brochure om,
hvad man gør i tilfælde af et atomangreb (enkelt: Er du inde, søg dækning
under et bord, er du ude så tag en regnfrakke på). Men dommedag blev
aflyst, og vi forstod, at USAs præsident Kennedy havde ”reddet” den frie
verden ved sin fasthed (russerne forblev skurkene ved den lejlighed). Men
d. 22. november 1963 blev Kennedy myrdet – ikke af de slemme russere,
men formodentlig af kræfter på USAs højrefløj. Senere fulgte mordene på
Robert Kennedy, Martin Luther King og Malcolm X. I samme periode
kastede raceuroligheder i USA et grelt lys på det amerikanske samfund,
og Vietnamkrigens skygge begyndte at aftegne sig. Tvivlen steg hos unge
i Vesten. Glemt var ikke belgiske officerers brutale drab på den congole-
22