E C M - ESO

Jeg blev hjemsendt fra min civile værnepligt i det tidlige efterår 1975. Til
arbejdsløshedskøen, som havde formeret sig i kølvandet af oliekrisen to år
tidligere. Jeg var medlem af fagforeningen, så alt, hvad jeg skulle gøre, var at
møde op på et kontor og hente et papir, som bekræftede, at jeg var arbejdsløs.
Efter nogen tid, to uger så vidt jeg husker, kunne man “stemple” og
få sin understøttelse. Arbejdsløshedskøen var en meget præcis betegnelse
for den lange række af mennesker, som tålmodigt ventede på stemplet. For
mig virkede séancen nærmest uvirkelig, som et natligt mareridt, fra hvilken
man vågner badet i sved. Jeg fik min bekræftelse, men vendte aldrig tilbage
til køen. I stedet startede jeg mit eget firma.
Jeg kendte Knud. Asta kendte Lene, for de boede ved siden af hinanden,
ligesom Lene også gik på Børnehaveseminariet. Lene og Knud ”kom
sammen” (d.v.s. var kærester, som man siger igen), og Asta og jeg mødtes
for første gang hos dem på værelset i Tordenskjoldsgade i Esbjerg.
47