E C M - ESO

Jeg lagde mange timers arbejde i firmaet, men somme tider var Jakob med.
Det kunne han godt lide, for der var knapper at trykke på, og han var nok
også lidt stolt af at hjælpe sin far.
Tiden som selvstændig fotograf var barsk – erfaringerne rige, men pengene
små. For den økonomiske krise slog fuldt igennem i den anden halvdel af
halvfjerdserne. Vi var på vej mod ”fattig-firserne”, og det kunne mærkes. Jeg
indgik hurtigt et samarbejde med en tidligere arbejdskollega fra Vestkysten.
Kort efter kom en tredje partner til. Vi var et godt team med et stærkt
kundeportfolio. Omsætningen var stor, investeringerne ligeså. Men overskuddet
var lille, og det hændte ikke sjældent, at vore to ansatte tjente mere
end vi. Vi kæmpede for at overleve – Asta som pædagog, jeg som ansvarlig
direktør i en virksomhed i en labil økonomisk situation, og Jakob, som et
lille barn, der havde brug for sine forældre, for tryghed – og for mad hver
dag. For at holde sammen på det hele gik Asta på halv tid, så Jakob ikke
skulle tilbringe hele dagen i vuggestuen, hvilket han tydeligvis ikke trivedes
50