E C M - ESO

sende forsikringsfolk!). Den sidste store hurdle var klaret. Nedtællingen
var begyndt.
Trods sit navn, Very Large Telescope, er VLT ikke ét teleskop, men en anordning
af fire store enkelt-teleskoper, som kan ”kobles” sammen. I maj
1998 var det så vidt, at det første teleskop skulle tages i brug. “First Light”
kaldes det, og det svarer til jomfrusejladsen for en ny skibstype. I betragtning
af at teleskopet stod i verdens tørreste område, var vi ikke bange for,
at det skulle kæntre som et andet “Vasa”, men spændingen var ikke desto
mindre stor, da solen dykkede under Stillehavets uendelige horisontlinje,
og natten sænkede sig over den afsides bjergtop. Efter 21 års arbejde skulle
det vise sig, om denne 500 t tunge og 24 m høje maskine, fremstillet med
en nøjagtighed på få hundredetusindedele af en millimeter, ville fungere
efter hensigten.
Det lyder mærkeligt, men stemningen i kontrolrummet er lidt af et antiklimaks,
da observationsnatten bliver indledt. Et prøvende blik på det første,
rigtige billede, stilhed. Endnu et blik, et par indtastninger på en lommeregner.
Observationslederen, Massimo Tarenghi, ser på sin nærmeste medarbejder.
Uden varsel tjatter de pludselig til hinanden som et par kåde boksere, og på sit
bredeste australske udstøder medarbejderen et “...so it works.....!” “Not bad!”
er lederens knappe kommentar. Og det var så det. Det er den 25. maj 1998,
og klokken er ti om aftenen. Vor nye 600 mio. kr. baby (den første af fire)…virker.
Min funktion er at forestå en tv-transmission via satellit til de europæiske
fjernsynskanalers nyhedsredaktioner. Omkring midnat stopper teleskopet for
en stund. Ikke p.gr.a. tekniske problemer, men fordi vi under os selv en times
champagne pause (det var første og formodentlig sidste pause, som ikke har
haft en teknisk årsag; siden da har teleskopet været i indsats uafbrudt, hvert
minut af natten, hver nat i året). Jeg bliver dog tilbage i kontrolrummet, for
jeg har lovet at give et interview til Westdeutsche Rundfunks morgenradioprogram.
Jeg bliver stillet ind til radiostudiet. Speakeren er ved at afslutte
morgennyhederne, derefter følger vejrudsigten for Nordrhein-Westfalen og
morgenens trafikmeldinger, så musik. Musikken fades ud, og speakeren fortæller,
at på et fjernt bjerg i Chiles ørken har europæiske astronomer netop taget
verdens største kikkert i brug, ”Og hvad har De så set?” spørger han. Medierne
149