E C M - ESO

I september 1995 flyttede Jakob til England for at påbegynde sine studier
på Universitet i York. Jeg var naturligvis glad på Jakobs vegne, men vejen
til lufthaven hin dag var alligevel tung for mig. Jeg vidste, at en periode nu
gik til ende. En uendelig værdifuld tid, for Jakob var ikke ”bare” min ældste
søn, men også en god kammerat. Os forbandt et tæt venskab. Jeg prøvede
at undetrykke mine følelser, men helt lykkedes det ikke. ”Hvad var der galt
med Claus,” spurgte en lettere forvirret Jakob Asta, for hun fløj med ham
til England. Men få dage efter, da hun skulle tage afsked i York, gik det
hende ikke anderledes.
Som Jakob kom både Sarah og Christoph på den Europæiske Skole i München.
Sarah var startet i 1992, Christoph startede i 1995. Han mente med
overbevisning, at han havde ”overtaget Jakobs plads på skolen”. Og det var
ikke en dårlig reference. Ved en forældresamtale i 2. klasse med en af Sarahs
lærere nævnede jeg, at vi snart ville sende vort tredje barn til skolen. ”Hvad
siger De? Har de flere af slagsen?” udbrød læreren. Glad, vel at mærke.
Skolen lå langt fra Garching; for at ankomme til tiden måtte ungerne af
sted kl. 7 om morgenen. Så vi stod op kl. 6. Asta og jeg skiftedes pænt,
men dels fordi jeg jo ofte var på tjenesterejse, dels fordi jeg nød den kostbare
tid med børnene, meldte jeg mig ofte frivilligt til en ekstra tørn. Efter
Hverdag i Garching omkring 1995/1996.
135