E C M - ESO

kometen, når den havde rundet Solen og var på vej tilbage mod sit kolde
”hjem”. Rumsonden, som fik navnet Giotto 10 , skulle studere de fysiske forhold
i komaen, den store ”sky”, som omgiver kometens kerne, ved at flyve
direkte igennem skyen – så tæt på som 600 km fra den hårde, men set fra
Jorden usynlige kerne i komaens hjerte. Mødet var planlagt til at finde sted
d. 13. marts 1986. Men hvordan rammer man en komet, når de to himmellegemer
bevæger sig mod hinanden med en samlet hastighed af 245.000
km/t og befinder sig i en afstand af 150 mio. km fra Jorden? Min chef,
Richard West, var en af verdens førende kometeksperter. Han var dybt involveret
i et årelangt observationsprogram, og han trak kraftigt på mig i
de hektiske måneder, da Halley dag for dag nærmede sig perihelafstanden,
den nærmeste afstand til Solen. Det var givetvis en af den slags begivenheder,
man kun oplever én gang i livet, og han udnyttede hvert sekund.
Bogstaveligt talt. Han udførte også de første observationer efter, at kometen
havde rundet Solen og igen kunne ses fra Jorden. Det var vanskelige
observationer og ikke mindre vanskeligt at ekstrahere de vigtige data, men
det var essentielt, for med de seneste positionsdata kunne omløbsbanen
beregnes, og evt. korrekturer gives til Giotto sonden, så den ikke ramte ved
siden af. Jeg hentede de fotografiske informationer ud, og Richard regnede.
Der var noget galt. Den nyberegnede bane var anderledes end forudsagt.
Kunne man stole på de nye beregninger, eller var der måleeffekter på spil.
Måske fotografiske effekter? Efter nogen diskussion besluttede ESA sig til
at tro på os og ændre Giottos kurs. Det var fantastisk spændende dage, men
efter en månedlang arbejdsindsats nærmede jeg mig den totale udmattelse,
skånselsløst drevet frem af Richard, der selv arbejdede som en besat. Da
dagen oprandt, hvor mødet skulle finde sted mellem rumsonden og kometen,
fandt han pludselig på, at jeg ”med det samme” skulle lave de seneste
billeder af kometen, flyve til Frankfurt og ile videre med taxa til ESAs operationcenter
i Darmstadt, hvor han ventede og så ville fordele billederne.
Det havde selvfølgelig været spændende og en absolut kulmination for mig
at være med i kontrolrummet den aften, men jeg kunne ikke mere. Jeg stod
i mørkekammeret og græd mine modige tårer. Jeg lavede billederne, gav
dem til en assistent og tog hjem. Om aftenen sad Jakob og jeg sammen og så
rummødet i TV. Det var en spektakulær succes. Giotto havde nået sit mål.
77