Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

”Det är bara att familj är ett sådant krångligt ord, mina vardagspersoner, mina hem, dem jag bor
med…familj…jag vet inte, jag har det bara lite konstigt med att använda ordet familj, men visst, det är
ju samma sak, dem jag bor med, vi behöver göra kul saker ihop för att utveckla vår relation.”
Her i citatet bliver det tydeligt, hvordan hverdag, hjem og familie hører sammen for Sofie, men
at der ikke findes et entydigt begreb, som hen oplever som dækkende. Hen syntes, det er
mærkeligt at bruge ordet familie, og Sofie udvikler i stedet ordet ’vardagspersoner’, og giver
tyngde til dette begreb ved at fortælle, at det er relationer hen har behov for og lyst til at
udvikle. Selvom man ikke nødvendigvis kalder kollektivet for sin familie, er det som vi så
tidligere, altså hverdagen og de daglige sociale relationer, man sætter pris på, og som for
deltagerne ofte har lighedspunkter med den familie, de er opvokset i. At sproget ikke altid
tilbyder begreber, som passer ind i deltagernes liv giver mulighed for et mere kreativt
sprogbrug, som altså både kan normalisere den kollektive bopraksis, man har, men som også
kan virke som et udfordrende statement og en provokation.
3.3 Selvstændighed og fællesskab
I dette afsnit skal vi undersøge, hvordan normer om selvstændighed, både i økonomisk og i
social forstand, er koblet til det at være i mellemalderen, og hvordan deltagerne både er med til
at reproducere sådanne normer, samtidigt som de modsætter sig dem og derved skaber egne
kollektive modstandsnormer.
Økonomisk selvstændighed
Johanna bliver, ligesom Agnes blev det tidligere, provokeret af den selvfølgelighed, hvormed
folk beskriver flyttet fra kollektiv til mindre familieform, når man bliver ældre og skal have
børn. I citatet herunder efterligner Johanna en samtale med en anden person for at
eksemplificere, hvilken reaktion hen sommetider får:
” ’Ja, jag bodde ju också med två andra, vi hade en inneboende, men nu när vi skaffade barn, jag
menar då går det inte’. Man bara: varför inte då?! Och det blir såhär: ’när jag var ung, då…innan jag
fick det här seriösa jobbet då...’ Men jag har också ett seriöst jobb, det har inte med det att göra!”
Johanna bliver provokeret, når den anden siger: ”då går det inte”, og svarer selv: ”varför inte
då?” Dette kan forstås som et kritisk spørgsmål til den usynliggørelse af normer omkring
boligform, alder og familieskabelse, som personen Johanna ’samtaler’ med fremstiller.
44