Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

4. Sammenfattende ord
I dette studie har jeg tegnet et billede af, hvordan det kan opleves at bo kollektivt, når man er
ude over sin første ungdom, og enten på vej ind i mellemalderen, eller allerede befinder sig der,
og jeg har vist hvordan heteronormative forestillinger om alder, hjem og familieskabelse spiller
ind. Et fremtrædende fund i dette studie er den betydningsfulde rolle mellemalderen og
mellemaldersnormer har for deltagerne, og jeg har fundet feministisk teori, queerteori og
forskning om alder relevant for at forstå denne betydning. Jeg har vist, hvordan aldersnormer
kan blive en kilde til frustration for deltagerne i mit studie, som har valgt at bo kollektivt, og
argumenterede således for at det at skabe et hjem, kan ses som en faktor der er med til at gøre
os kulturelt genkendelige som tilhørende mellemalderen. Aldersfrustrationen opstod hos visse
af deltagerne, dels fordi de oplevede en forventning fra samfundet om, at man skulle komme
videre fra kollektivet og skaffe sin egen familie, og dels fordi de oplevede en ambivalens i,
hvorvidt de selv havde lyst til og mulighed for at forsætte med at bo kollektiv, når vennerne
valgte tosomheden. Her spiller de materielle forudsætninger for at skabe kollektiv et kollektiv
også ind, ligesom afsavnet af kollektive forbilleder gør det svært for deltagerne at se andre
muligheder end den konventionelle familieform. Når der udefra ofte findes en forventning om,
at kollektivet er midlertidigt og konfliktfyldt, følte deltagerne, at de skulle forklare sig og
forsvare den kollektive boform. Dette kan ses som en umyndiggørelse af beboere, og de
fratages derved den legitimitet som tilhører mellemalderen, fordi deres hjem adskiller sig fra en
mere normativ husholdskonstellation. Jeg viste, hvordan deltagerne gør modstand mod normen
om at bo kollektivt tilhører en ungdomsfase, blandt andet ved at være kreative med deres
sprogbrug, kritisere kernefamilien og tosomheden og pege på styrken i at kunne bo sammen
med andre. Dette bliver på den ene side altså en kritik af mellemaldernormer, og et forsøg på at
nedbryde grænserne mellem forskellige aldersfaser. Men samtidigt er deltagerne også med til at
reproducere aldersnormer, når de trækker på normer for mellemalderen for at gøre deres valgte
boform legitim i andres øjne. Hertil bruger de forskellige strategier, for eksempel at pege på at
der er plads til børn i kollektivet, og at man også kan have et ordentlig arbejde og stadig bo
kollektivt. Forestillinger om tid, og hvad der er gammeldags eller umoderne, er også med til at
forme den kollektive boform, som vi blandt andet så det i det sidste analyseafsnit, når deltagere
manglede ord for at beskrive deres praksis, eller når de brugte ironi til at lægge afstand til
1970erne og hippiebevægelsen. Til slut pegede jeg på, at kollektivet kan forstås som en nutopi,
73