Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet
Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet
Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
4. Sammenfattende ord<br />
I dette studie har jeg tegnet et billede af, hvordan det kan opleves at bo kollektivt, når man er<br />
ude over sin første ungdom, og enten på vej ind i mellemalderen, eller allerede befinder sig der,<br />
og jeg har vist hvordan heteronormative forestillinger om alder, hjem og familieskabelse spiller<br />
ind. Et fremtrædende fund i dette studie er den betydningsfulde rolle mellemalderen og<br />
mellemaldersnormer har for deltagerne, og jeg har fundet feministisk teori, queerteori og<br />
forskning om alder relevant for at forstå denne betydning. Jeg har vist, hvordan aldersnormer<br />
kan blive en kilde til frustration for deltagerne i mit studie, som har valgt at bo kollektivt, og<br />
argumenterede således for at det at skabe et hjem, kan ses som en faktor der er med til at gøre<br />
os kulturelt genkendelige som tilhørende mellemalderen. Aldersfrustrationen opstod hos visse<br />
af deltagerne, dels fordi de oplevede en forventning fra samfundet om, at man skulle komme<br />
videre fra kollektivet og skaffe sin egen familie, og dels fordi de oplevede en ambivalens i,<br />
hvorvidt de selv havde lyst til og mulighed for at forsætte med at bo kollektiv, når vennerne<br />
valgte tosomheden. Her spiller de materielle forudsætninger for at skabe kollektiv et kollektiv<br />
også ind, ligesom afsavnet af kollektive forbilleder gør det svært for deltagerne at se andre<br />
muligheder end den konventionelle familieform. Når der udefra ofte findes en forventning om,<br />
at kollektivet er midlertidigt og konfliktfyldt, følte deltagerne, at de skulle forklare sig og<br />
forsvare den kollektive boform. Dette kan ses som en umyndiggørelse af beboere, og de<br />
fratages derved den legitimitet som tilhører mellemalderen, fordi deres hjem adskiller sig fra en<br />
mere normativ husholdskonstellation. Jeg viste, hvordan deltagerne gør modstand mod normen<br />
om at bo kollektivt tilhører en ungdomsfase, blandt andet ved at være kreative med deres<br />
sprogbrug, kritisere kernefamilien og tosomheden og pege på styrken i at kunne bo sammen<br />
med andre. Dette bliver på den ene side altså en kritik af mellemaldernormer, og et forsøg på at<br />
nedbryde grænserne mellem forskellige aldersfaser. Men samtidigt er deltagerne også med til at<br />
reproducere aldersnormer, når de trækker på normer for mellemalderen for at gøre deres valgte<br />
boform legitim i andres øjne. Hertil bruger de forskellige strategier, for eksempel at pege på at<br />
der er plads til børn i kollektivet, og at man også kan have et ordentlig arbejde og stadig bo<br />
kollektivt. Forestillinger om tid, og hvad der er gammeldags eller umoderne, er også med til at<br />
forme den kollektive boform, som vi blandt andet så det i det sidste analyseafsnit, når deltagere<br />
manglede ord for at beskrive deres praksis, eller når de brugte ironi til at lægge afstand til<br />
1970erne og hippiebevægelsen. Til slut pegede jeg på, at kollektivet kan forstås som en nutopi,<br />
73