Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

som for intimt og forpligtende. Ironien bruges altså til at lægge afstand til noget, som for Mads
og Jesper er ubekvemt, og for at forstå hvad dette ubekvemme er, gør jeg brug af Johannes
Fabian, som undersøger, hvordan begreber om tid og rum udvikles i vestlige koloniale
diskurser om det fremmede. Fabian beskriver, hvordan et nyt tidsbegreb bliver født i en
kapitalistisk og kolonialistisk periode, som fordrer fremskridt, udvikling og modernitet som
værdier, der står i modsætning til stilstand og underudvikling. Samtidigt bliver tiden
rumliggjort således, at den kronologiske og lineære tid blev koblet til rumlige afstande. Vesten
anses for at være det moderne, mens andre dele af verden er uciviliserede og umoderne. Ved
hjælp af Darwinistiske udviklingsteorier bliver det således muligt at se verden som et
udviklingsprojekt, der følger den lineære tid, men forandres over geografiske afstande, og
menneskets historie forstås derfor som en naturlig udvikling over tid og rum. Denne
tidsopfattelse, den kronologiske og fremadskridende, ser Fabian som et politisk og ideologisk
magtredskab, kronopolitikken, og hen argumenterer således for, at geopolitik har udgangspunkt
i kronopolitik (Fabian 1983). At blive sat i forbindelse med fortiden bliver, i Fabers forståelse,
derfor knyttet til idéer om stilstand og underudvikling, og modsat værdier som fremskridt og
modernitet. Igennem denne optik bliver det forståeligt, hvorfor deltagerne modsætter sig, at
deres boform bliver set som hørende en anden tid til. Inspireret af Fabian skriver Anne
McClintock sig ind i post-kolonial teori, hvilket ifølge McClintock dog i sig selv er et
tidsmæssigt problematisk begreb, da det, modsat hens holdning, forudsætter, at vi ikke længere
befinder os i en kolonial tid. Hen udvikler begrebet anakronistiske rum, som er steder der i en
vestlig kolonial diskurs, opfattes som irrationelle og malplacerede uden for den historiske
modernitetsperiode (McClintock 1995:40). At røre sig mellem steder i rum bliver derfor en
rejse i tid, hvor rejsen til disse anakronistiske rum fører den rejsende tilbage i tiden. Når
kollektivet forstås som tilhørende det umoderne kan det ses som, at det bliver et sådan
anakronistisk rum, som ikke tilhører den samtid, det er placeret i, og at besøge et kollektiv
bliver således at rejse gennem tiden til et rum som forstås som gammeldags og irrationelt.
McClintock skriver desuden, hvordan kroppe der lever i disse anakronistiske rum, bliver
betegnet som umodne og underviklede, og behøver disciplin til at underordne sig for at kunne
træde ind i det moderne og udvikle sig til modne heteroseksuelle og reproduktive kroppe
(McClintock 1995:42). Dette ligger i tråd med de aldersnormer, som jeg tidligere har beskrevet
blev koblet til den kollektive boform. At kollektivet forbindes med en anden tid, kan således
være yderligere medvirkende til at kollektivet henvises til en mere umoden og eksperimental
fase i livet, og forstås som ikke tilhørende et respektabelt liv i mellemalderen. Tidligere
anvendte jeg mig desuden af Lee Edelmans teori til at undersøge, hvordan kollektiverne kunne
68