Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

forældrepar og børn. Göransson skriver, at den heteronorme livsstil er dominerende på den
måde, at den udgør normen for, hvordan der bygges, og dermed forstærker de materielle
strukturer de magtstrukturer, der allerede findes i samfundet (Göransson 2012:137). Boligen,
som er formet med en kernefamilie for øje, er ofte opført med et indbygget hierarki, som viser
sig i værelsernes størrelse. Ofte findes der et soveværelse, som er større end de andre til
forældreparret og en række mindre værelser, som er indrettet til at fungere som
børne(sove)værelser. Ifølge svensk lovgivning skal lejligheder, der bygges på over 55 m 2 have
et rum med plads til en større seng til to personer, hvilket både viser en forventning om, at det
er personer i parforhold, som flytter ind og viser også en forventning om, at parret ønsker at
dele seng. Dette hierarki mellem værelserne kan gøre det svært at indrette kollektiv, da ønsket
ofte er, at man vil have lige store værelser og ofte også ganske rummelige værelser, der kan
fungere som mere end bare soveværelse for den enkelte beboer (Göransson 2012:136, Johnston
and Longhurst 2010). Göransson mener, at det private hjem ofte kobles til det komfortable i at
kunne lukke verden ude, mens det forventes, at husholdet indbyrdes deler alt i en intimsfære.
Dette ligner det borgerlige familie- og boligideal Jonas Frykman og Orvar Löfgren beskriver,
og som satte præg på meget af det boligbyggeri, som blev opført i slutningen af 1800 tallet
(Frykman og Löfgren 1979:108). Kernefamileidealet viser sig også tydeligt, når det forudsættes
i plantegningen, at kernefamilien vil dele alle sociale situationer i et fællesrum, stuen, mens der
i et kollektiv måske oftere er brug for, at flere sociale selskaber kan være samlet om forskellige
aktiviteter i boligen samtidigt. Selvom Jesper mener, at den lejlighed, hen bor i nu fungerer
godt til kollektiv, har hen svært ved at se det som et sted, hvor hen kunne få børn i fremtiden.
Göransson beskriver dette som, at man materielt set kan føle sig fremmed i sit eget hjem, når
hjemmets materialitet er bygget til en normativ livsform, man ikke tilhører (Göransson
2012:136). Jesper risikerer derfor at blive materielt set fremmed i sit eget hjem på sigt, og hens
fremtidsscenarie bliver derfor muligvis at flytte på landet:
”Netop et sted som ikke nødvendigvis var i en eller anden lejlighed som kun har en bestemt størrelse,
men lidt mere ude på en gård, på landet, hvor der var en stor bygning eller nogle flere huse sat
sammen.”
At flytte på landet bliver en fremtidsdrøm for Jesper på grund af mangel på fysisk plads og
mulighed for at virkeliggøre sin livsform. I vores samtale nævnte Jesper intet om, hvad hen
ellers var tiltrukket af ved at bo på landet, og i citatet ovenover er hen irriteret over, at
Københavns lejligheder ikke er bygget til at rumme kollektiver. Jeg forstår derfor Jespers
53