Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

have konnotationer til fremtids- og fremskridtsfjendtlighed, fordi de blev set som upassende
steder for børnefamilieliv. Ved hjælp af de tidsbegreber som Faber og McClintock udvikler
bliver kollektivet således yderligere fremtids- og fremskridtsfjendtligt når det tilskrives at
tilhøre en tidligere tidsperiode.
Når deltagerne ironiserer over folks fordomme, forsøger de altså at placere deres boform i
nutiden. Dette kan forstås som særligt vigtigt for deltagerne, fordi kollektivet placeres i en
ganske bestemt periode i fortiden som har konnotationer til ’hippietiden’ og den politiske
bevægelse i 1960erne og 70erne. Lauren Berlant skriver, at det indebærer en risiko for ikke at
blive taget alvorligt, hvis man i dag bliver ’anklaget’ for at tilhøre 68’er generationen, da
mange nutidige analyser af de sociale og politiske bevægelser i 1960erne og 70erne bærer præg
af tragedie eller farce, og Berlant argumenterer for en anden historieskrivning som i stedet
løfter potentialet for den forandring og det håb, som hen mener disse bevægelser indeholder
(Berlant 1994:126) Ved at vælge en boform som konnoteres til de politiske bevægelser Berlant
taler om, løber deltagerne altså risikoen for at blive forstået som naive idealister, der
gennemlever en utopi, som allerede er prøvet og som ikke fungerede. Tidligere hørte vi blandt
andet, hvordan Jesper selv ræsonnerede over, at hen måske om ti år ikke længere boede
kollektivt, men i stedet: ”kigger tilbage på sin ungdom og siger: ja ja, det tænkte jeg dengang
jeg var ung og idealistisk og alt muligt.” Ofte bliver naiv og idealistisk kædet sammen, sådan
som Jesper gør det i dette udsagn, og når kollektivisternes boform således konnoteres til begge,
øger det risikoen for at for, at de bliver uforståelige i deres alders- og tidsmæssige praksis.
Berlant mener, at når ens livsform kobles til fortidens såkaldte fejlslåede forsøg, bliver det
svært at forestille sig anderledes alternativer til de normer vi lever efter i dag. Det bliver derfor
interessant igen at se på et tema, jeg tidligere har berørt i analysen, nemlig spørgsmålet om
forbilleder, når de billeder af kollektive boformer, som deltagerne har adgang til, af samtiden
forstås som naive og fejlslåede.
Nutopi og forandring
I Wendy Browns tekster er utopien ofte central. I en indledning til tekstsamlingen ’Att vinna
framtiden åter’ med tekster af Brown skriver Laila Brännström om Browns tænkning:
”Det gäller att skapa utrymmen, i rummet och i medvetandet, där en alternativ längtan kan få fäste och
praktiseras, så att den inte till och med för oss själva framstår som omöjlig. Utrymmen som fungerar
enligt andra principer än marknadens, individualismens, könsskillnadens eller etnicitetens och ger en
annan erfarenhet av vad som är realistiskt och livsdugligt. Till skillnad från utopier är detta platser som
69