Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

længsel efter at flytte på landet først og fremmest som en længsel efter plads og i mindre
udstrækning en længsel efter det landet kan tilbyde frem for byen.
Boligmarkedet og mulighederne for at forandre de fysiske rammer
På mine besøg i kollektiverne fik jeg et indtryk af, hvad som var fælles beboerne imellem og
hvad som var eget. I alle kollektiver jeg besøgte havde hver kollektivist sit eget rum, eventuelt
flere hvis man delte med en partner eller børn, og desuden fandtes der en række fælleslokaler
som køkken, en eller flere stuer, badeværelse, toiletter og eventuelle hobbyrum. Jeg
observerede, hvordan fællesrum i flere tilfælde havde mærkede pladser til deltagernes private
ting som badeværelseshylder, eller mærkede pladser i gangen til overtøj, vanter og andre ting.
På denne måde forandrer beboerne boligen og indretter sig, så den passer til kollektivets behov,
og for eksempel kan rumme en privathed midt i det fælles. Göransson skriver, at det er vigtigt
ikke at se kropsrum, den materialitet vi færdes i, som statisk og uforanderlig. Hen påpeger dog,
at det kræver både tid og energi at omforme boligen, og at det kan være tidskrævende at finde
de rette lokaler. Derfor kan boligbyggeri og planlægning, der afspejler kernefamilienormen,
blive en cirkelbevægelse, der presser visse normer frem, når det at finde mulige bygninger at bo
i bliver en større udfordring for livsformer, der stikker ud fra denne norm (Göranson 2012:137).
I et kollektiv jeg besøgte var der et ønske om at udvide kollektivet og lægge det sammen med
lejligheden ovenover, som husede et kollektiv, man havde tæt kontakt med. Dette var dog
umuligt, eftersom der var tale om en lejelejlighed, og her spiller boligens ejerform og
boligmarkedet udformning således ind på, hvor store muligheder personerne har for at omgøre
boligen, så den passer til en kollektiv boform. Andelsboligformen er mere udbredt i Danmark
end i Sverige, og de tre kollektiver jeg lavede interviews med i København var alle
andelsboliger. Her var lejligheden således ejet af beboerne selv igennem den andelsforening de
havde skabt sammen, og denne interne forening beboerne imellem var igen medlem af den
større andelsforening som ejede hele ejendommen. Eftersom kollektiverne i København selv
ejede deres bolig, gav det dem mulighed for at omforme rummene. Agnes beskriver for
eksempel, hvordan en del af gruppeprocessen da de flyttede ind i kollektivet handlede om at
omskabe de fysiske rammer for kollektivet sammen, for eksempel ved at bygge vægge til og
fra, som de havde behov for det. Kollektiverne jeg besøgte i Malmö og Göteborg var derimod
forskellige former for lejeboliger, hvilket gav færre muligheder for at omforme rummene.
Nationale forskelle på ejerformer og boligmarkedet giver derfor forskellige muligheder og
begrænsninger for indflydelse på de fysiske rammer.
54