Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

”Det var nog första gången jag sa storfamilj överhuvudtaget, det lät väldigt hippie (griner), men det är
nog så jag tänker, för om man ska sätta ord på hur man känner inför olika personer och olika
sammanhang i sitt liv så är det nog ungefär så jag tänker, alltså en spretig storfamilj, med människor
som bor på olika platser.”
Johanna griner over sit brug af ordet storfamilie og siger det lyder ”väldigt hippie”, men holder
alligevel fast i det, i sit forsøg på at sætte ord på sine relationer til andre mennesker. At leve
indenfor normen af en kernefamilie, eller med en fast partner, gør at man kan sætte ord på sine
relationer, og let gøre sig forståelig overfor andre. Deltagerne derimod mangler ord for deres
praksisser, og de ord, som de har tilgængelige til at beskrive boform og relationer til dem de
bor med, har deltagerne ind imellem selv svært ved at tage alvorligt, fordi de kobles til en
hippielivstil i fortiden, som deltagerne ikke nødvendigvis vil associeres med.
Alder i bevægelse
Selvom alder i denne tekst anses for at være et centralt organiserende princip i samfundet,
peger mange forskere dog også på, at alderskategorier og grænser mellem forskellige aldre i
dag er mere flydende end tidligere (Ambjörnsson og Jönsson 2010, Blaakilde 2007, Kåks 2007,
Lee 2001). Tidligere har jeg beskrevet hvordan Blaakilde anvender begrebet kronologisering
for at beskrive, hvad hen mener er et strukturerende princip for den vestlige verdens
organisering i dag. Dog mener Blaakilde samtidigt, at der er tendenser i samfundet, som peger
på, at vi er på vej mod en post-kronologisk tid, hvor aldersgrænser bliver mere utydelige, og
hvor gængse normer og opfattelser af alder udfordres. Som eksempel på dette skriver hen, at
personer i mellemalderen idag forventes at udvikle sig og fortsat lære gennem hele arbejdslivet
frem til pensionen (Blaakilde 2007: 41). Nick Lee peger også på, at alder kan blive en mere
fleksibel kategori i fremtiden, og mener, at ændringer i økonomiske og sociale strukturer i det
senmoderne samfund rykker ved idéer om stabilitet, i takt med at ansættelsesforhold ændrer
sig, når arbejdsmarkedet bliver mere usikkert. Hen ønsker, at vi bevæger os væk fra at inddele
mennesker i dikotomien børn og voksne, hvor børn og unge anses være i en menneskelig
tilblivelsesfasen af human becomings, mens folk, som er kommet i mellemalderen, anses for at
tilhøre den mere prestigefyldte kategori af færdigudviklede human beings (Lee 2001). Dette
kan dog også ses som et spørgsmål om klasse. Bennet og Hodkinson mener, at
alderskategorierne er særligt flydende for middelklassen, eftersom mange i denne gruppe tager
længere uddannelse og venter længere med at få fast job og skabe egen reproduktiv familie.
Eftersom mange af deltagerne i mit studie beskriver sig selv som middelklasse, skulle dette
altså åbne for en større frihed for, hvordan de kan gøre alder. Dog mener jeg at det er vigtigt at
71