Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

’misundelsesværdig frie’, sker der et skift ved 30-35 årsalderen, hvor personer snarere anses for
at være sørgelige eksistenser, der helst skal ’vokse op’, forstået som at finde sig en partner
(Adeniji 2008:306). Når Sofie er bange for at føle sig gammel, kan det ses som, at hen er bange
for at blive anset for at være en sådan sørgelig eksistens i samfundets øjne. Krisen Sofie taler
om, kommer dermed også til at handle om at have et respektabelt mellemalderliv i andres øjne.
En anden konsekvens for Sofie kan også blive, at hen tvinges til at bo alene, som hen selv
beskriver det. Sofie beskriver det som en følelse af svigt, når folk som tidligere har valgt at bo
kollektivt, flytter sammen med deres partner. Hen skynder sig dog at tilføje, at hen ikke føler
hen har nogen ret til at mene, at det er et svigt, hvilket kan hænge sammen med, at hen tidligere
har forklaret, at hen ved, at det er forudsætningen for at bo kollektivt: ”just att i et kollektiv då
vet man att det inte är forever.” Rædslen for at blive efterladt alene men også bevidstheden om,
at sådan fungerer tingene nu engang, kan derfor have indvirkning på, hvor stabil hen anser sin
boligsituation at være indenfor rammerne af et kollektiv. Og som Sofie forklarer det, kan disse
forventninger i sig selv have indvirkning på, hvor stabile kollektiver er som grupper.
At savne forbilleder
Johanna har boet kollektivt de sidste ti år af sit liv og kan ikke tænke sig at bo på andre måder.
Men hen oplever, at der er en fortælling i samfundet om, hvordan hen bør leve sit liv, og at
denne ikke indbefatter den kollektive boform. Johanna beskriver denne fortælling som lineær
og særlig stærk for den aldersgruppe, hen selv befinder sig i:
”Jag tänker det är viktigt att man nyanserar och skapar fler bilder av familj och boende än den enkla
historien vi kan. Nu lever vi ju i en sådan situation där berättelsen om hur det ska gå till, särskilt mellan
20 och 30 ju är väldigt linjär: Bo i en hyreslägenhet, kanske man bor i en förort för man har inte råd,
och så har man någon inneboende, särskilt om man vill bo billigare, sen ska man få jobb och då ska
man köpa bostadsrätt, och där ska man bo med sin partner och sitt barn, leva och dö.”
Johanna fortæller senere, at hen håber, at hen med sin egen fortælling kan være med til at
udfordre eksisterende normer om, hvordan man bør leve og bo i mellemalderen. Den fortælling
som Johanna skaber om ”hur det ska gå till”, ligner det livsmanuskript, som Halberstam
beskriver, hvor partnerskab og reproduktion står centralt, og hvor en række begivenheder skal
indtræffe i en særlig rækkefølge for at leve op til den kulturelle forståelse af at blive ældre
(Halberstam 2005). Johanna tillægger desuden det økonomiske aspekt af at gå fra at være lejer
til selvejende som en del af det at være på vej ind i mellemalderen, hvilket også tilhører den
økonomiske mellemaldersnorm, som jeg diskuterede tidligere. En anden deltager, Katrine, vil
60