Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

Som jeg har vist under hver af de tres fortælling, har vi tidligere i analysen set, hvordan de hver
især oplever forskellige problemer med at fortsætte den kollektive boform: For Agnes var det
forventningerne om at flytte i tosomhed med barnet, fra omgivelserne, samtidigt som hen
oplever at blive kritiseret i sit eget hjem for sin familieform. Jesper fremhæver problemer med
at finde fysiske rammer for kollektivet, og Sofie vil slippe for det aldersidentifikationsarbejde,
som skaber ’issues’ for hen, samtidigt som hen er i tvivl om stabiliteten i den kollektive
konstellation. At skabe sit liv udenfor rammerne af de normer, der findes er altså både svært,
fordi der savnes alternative forbilleder til den normative kernefamilie, men også fordi
aldersnormer former de sociale og materielle forventninger til deltagernes liv i mellemalderen.
Dette kan være med til at forklare, hvorfor de føler en ambivalens for at fortsætte livet i
kollektivet, selvom de i øjeblikket trives med at bo kollektivt.
3.6 Kollektivet fra fortiden og hele vejen ind i fremtiden
”’Va! Finns det kollektiv fortfarande? Jag trodde bara det fanns på 70 talet.’ ”
Emma fortæller, at dette er en reaktion hen sommetider får, når hen siger, hen bor kollektivt.
Tidligere i analysen mødte vi Tobias, som mente, at andre kunne være pinlige over at bruge
ordet kollektiv, og vi så, hvordan dette kunne hænge sammen Tobias alder og normer om, at
hen skulle ”Grow up” som hen selv sagde det. Hidtil har jeg altså undersøgt, hvordan normer
om alder, særligt mellemaldersnormer, influerer på deltagernes liv. Men Tobias nævnte også i
samme citat, at folk kunne være pinlige over at bruge ordet kollektiv fordi ”det har lidt en
hippieklang”. I dette afsnit vil jeg vise, hvordan deltagernes valg af boform ikke bare støder på
aldersnormer, men også på en tidslig og rumlig norm, som placerer dem som tilhørende en
anden tidsepoke, nemlig hippietiden i 1960erne og 1970erne. For igen at anvende os af
Freemans begreb timing, kan man sige, at deltagernes valg af boform ikke bare er ude af timing
i forhold til alder, men også ude af timing i forhold til forestillinger om den historiske udvikling
og hvordan man bor i dag (Freeman 2010).
Jeg har fundet det nyttigt at anvende mig af postkolonial teori til at forstå kollektivet som et
’hippiefænomen’. Det queerperspektiv jeg hidtil har anvendt mig af og det postkoloniale,
handler begge om at undersøge, hvordan normer skabes og dermed er med til at konstituere det
anderledes. Jeg bruger det postkoloniale perspektiv til at åbne for tolkninger af det tidslige og
rumlige, og hvordan det kan forstås i relation til det at bo kollektivt i dag.
66