Bilag 2 - UCGS - Umeå universitet

Kollektivet som fortidslevn
Mads, som bor med Tobias, beskriver, hvordan det sommetider, ”bliver sådan lidt fjollet det
hele”, når hen skal forklare, hvordan hen bor. Mads siger, folk ”tør heller ikke rigtig at sige
kollektiv, for de ved ikke rigtig, hvad de lægger i det”, og jeg beder hen om at uddybe:
Nina: ”Ved de, hvad det, er når du siger kollektiv?”
Mads: ”Ja, men de forbinder det med noget andet. De forbinder det med noget hippieagtigt, vi er
kærester på kryds og tværs. Og slet ikke så organiseret tror jeg. Og jeg syntes også tit, at jeg skal
forsvare det, hvorfor det er noget andet end bare bofællesskab, ikke fordi jeg kan gøre det fuldstændigt
præcist i en sætning…men altså det der med at man er lidt mere forpligtet og har lidt mere venskab. Det
er det, jeg hører på arbejdspladsen.”
Mads fortæller, hvordan hen også plejer at spille på folks fordomme om kollektiver og selv
joker med, at ”de ryger fede”. Jesper beskriver ligeledes, hvordan hen anvender ordet kollektiv
på sin arbejdsplads, men at det for kollegerne er ”bare er sådan et eller andet fluffy ord”. Hen
fortsætter:
”Jeg gør det også for at drille dem lidt, fordi jeg ved, at de ikke helt fatter, hvad det er, og så tænker de
sådan…fordi deres associationer er til 70erne og et bollerum, og så er det ret skægt at drille dem lidt.”
Mads og Jesper er begge bevidste om, at folks tanker ofte går tilbage til 1970ernes
kollektivbevægelse, når de nævner, at de bor kollektivt og spiller på disse fordomme ved hjælp
af ironi. Ove Rönström skriver om ironi: ”Med hjälp av självironisk distans kan man
framgångsrikt fortsätta att spela den roll man tagit på sig, samtidigt som man kommunicerar att det
finns mer bakom masken.” (Rönström 1998:10) I et studie undersøger Rönström, hvordan
pensionister både giver sig ind i pensionistlivet med liv og lyst, når de gør brug af
aktivitetstilbud til pensionister, samtidigt med, at de bruger selvironi til at distancere sig fra den
pensionistrolle, som ofte nedvurderes af samfundet. På samme måder mener jeg også, at Mads
og Jesper bruger ironi, fordi de er ambivalente med den rolle, de får tildelt ud fra deres boform.
På den ene side vil de lægge afstand til 1970ernes kollektiver og de fordomme, som omgiver
disse, og Mads understreger, at hens kollektiv er noget andet, end det folk ofte forbinder
begrebet med, blandt andet mere organiseret. Samtidigt vil de også stå inde for, at de bor
kollektivt. Mads understreger for eksempel, at ”det er noget andet end bare bofællesskab”, og
fremhæver venskabet og forpligtelsen, samtidigt som hen lægger afstand til 70ernes kollektiv,
hvor folk ”var kærester på kryds og tværs”, hvilket kan ses som, at Mads oplever det sidste
67