Rummelighedens rammer. Ansættelsesmuligheder for personer ...

lige meget, nu har vi fået det på skinner, nu kører det. Vi har en revisor,
og han hjælper mig” (Arbejdsgiver for en person med sindslidelse).
Ovenstående arbejdsgiver kom fra en meget lille arbejdsplads med
kun to fastansatte – han selv og personen med sindslidelsen. For
ham var der derfor meget ekstra arbejde i at skulle lave den ansattes
lønregnskaber, beregne hans skat og indberette alt til kommunen
inden for en given tidsfrist. To gange havde arbejdsgiveren modtaget
en bøde på 500 kr., fordi indberetningerne ikke var faldet til tiden,
og arbejdsgiveren ville derfor ønske, at kommunen kunne stå for
denne del af ansættelsen:
“Det offentliges beskatningssystem og lønudbetaling gør det noget kringlet
… Jeg ville da utroligt gerne have, at det var kommunen, der var
arbejdsgiver, og at han kunne ringe ind og sige, at i denne måned har
jeg haft 130 timer, for det tager et øjeblik for dem, men det er skide
besværligt for os” (Arbejdsgiver for en person med sindslidelse).
Blandt de arbejdspladser, der indgår i undersøgelsen, er der stor
forskel på, hvor meget hjælp de har fået til papirarbejdet. Eksempelvis
har de arbejdspladser, der har ansat en person med udviklingshæmning,
haft stor nytte af den amtslige jobkonsulent, der fik
ansættelserne på plads. En arbejdsgiver for en person med udviklingshæmning
fortalte således, at jobkonsulenten havde taget sig af
alt det administrative, hvilket havde været en stor hjælp, eftersom
det havde været “en ren administrativ jungle” for arbejdspladsen,
hvis de selv skulle have taget sig af dette. At arbejdsgiverne langt
fra oplever papirarbejdet som en byrde, når blot de får den nødvendige
hjælp, er den anden arbejdsgiver, der har en person med
udviklingshæmning ansat, et godt eksempel på. Han fortæller, at
han ligefrem troede, at han havde overset noget, eftersom han stort
set ikke selv skulle udføre noget papirarbejde i forbindelse med
ansættelsen:
“I en periode blev jeg en lille smule nervøs og måtte have fat i nogle,
fordi jeg tænkte ‘jeg burde nok have gjort et eller andet’. Bare der nu ikke
var noget, jeg havde glemt, eller et eller andet papir, jeg ikke havde læst,
fordi jeg tænkte ‘det kan jo ikke være rigtigt’. Jeg gjorde ikke noget, jeg
skulle ikke gøre noget. Der plejer at være et eller andet, man skal gøre.
Men det var der ikke, og så ringede jeg rundt og sagde ‘det er ikke mig, I
122
C A S E S T U D I E R P Å U D V A L G T E A R B E J D S P L A D S E R