Kære Alexander. - Hjem

sus bevægede sig ud på dybt vand, når han sådan uden videre
skaltede og valtede med menneskeskæbner. De fleste havde jo den
opfattelse, at vores skæbne var bestemt af Guds retfærdige dom,
som ikke sådan stod til at ændre. Og var det så ikke i virkeligheden
gudsbespottelse, når Jesus uden videre – altid uden videre –
så at sige brød ind i Guds orden. Det var i hvert fald, hvad vore
præster og lærde belærte os om i synagogen. Så der var sådan en
blanding af begejstring og samtidig dyb skepsis omkring Jesus.
Hans mission var i sandhed hverken let eller ligetil. Og modstanden
mod ham voksede, som tiden gik.
Vi hørte senere, at den lamme var blevet antastet af nogle
præster, da han kom gående med sin båre. De spurgte ham, om
han ikke vidste, at det var forbudt at bære ting på sabbatten?
Manden blev frygtelig bange og skyndte sig at sige, at han lige var
blevet helbredt af Jesus, og at det var Jesus, der havde sagt, at
han skulle tage sin båre og gå. Så det var hans skyld. Tænk alligevel!
Så kort glæden over livet kan være, og så dyb, angsten for de
gamle autoriteter i samfund og synagoge. Stakkels mand!
Da Jesus hørte om det, fortalte han os en historie om kongen,
der ville gøre regnskabet op med sine embedsmænd. Og en af
de første, der kom frem for kongen, var en mand, der skyldte ham
10.000 talenter. Han kunne naturligvis ikke betale noget af det
tilbage, så kongen befalede, at både han og hans hustru og børn
og hele hans ejendom skulle sælges, så gælden kunne blive betalt.
Men embedsmanden kastede sig ned for kongen og tryglede om
henstand, så skulle han nok betale alt. Kongen så på manden og
fik medlidenhed med ham, så det endte med, at han eftergav ham
hele gælden. Rub og stub. Men da manden så går ud af kongens
gård, møder han en af sine kolleger, der skyldte ham sølle hundrede
denarer, og han griber ham i struben og råber: Betal, hvad
du skylder! Men manden bad for sig og sagde, at han nok skulle
betale, hvis han bare fik lidt henstand. Men det kunne der ikke
blive tale om, og den stakkels mand, blev sat i gældsfængsel. Der
havde samlet sig et lille opløb omkring de to embedsmænd, og da
de så, hvad der skete, blev de meget bedrøvede og gik ind og fortalte
kongen, hvad der var hændt. Og kongen kaldte embedsmanden
til sig igen og sagde:
- Du onde menneske. Al din gæld har jeg lige eftergivet dig.
Kunne du så ikke forbarme dig over din kollega, som jeg forbarmede
mig over dig? Men nu kan det være nok! Nu kan din ejendom
blive solgt, og du og din familie blive solgt som slaver, så jeg
kan få lidt af mine penge tilbage. Så kan du måske lære at vise
barmhjertighed.
11