Kære Alexander. - Hjem

den var lagt på klippen. Men hvis I bare lytter efter, men ikke også
handler efter det, jeg siger, så ligner I den tåbelige mand, der byggede
sit hus på sand. Og regnen kom og det stormede og suste
imod huset, og det faldt, og dets fald var stort.
Det var sådan Jesus talte til os, Alexander, og det var så forskelligt
fra det, vi ellers var vant til at høre i synagogen. Det lød så ægte og
sandt og fortroligt og samtidig så myndigt. Vi var aldrig i tvivl om,
at det kom lige fra hjertet.
Men ikke alle. Thomas, som nok var en af de klogeste
blandt os, blev siddende efter at Jesus var gået. Jeg gik hen til
ham og spurgte, om der var noget i vejen. Han så på mig og rystede
på hovedet.
- Det er jo æreløst, Maria. Hvis det er ærefuldt at holde loven
og elske sine landsmænd og sit land, så er det ærekrænkende,
det Jesus prædiker. Skal vi bare finde os i alting? Skal vi bare lade
stå til og lade andre gøre med os, hvad der passer dem? Og er de
fremmede ligeså gode som os? Jeg forstår det ikke, Maria. Vende
den anden kind til. Det kan vi da ikke. Jeg kan ikke. Vi er da nødt
til at forsvare vores ære som mennesker. Men det er som om, Jesus
vil have os til at bøje os for alt og alle. Som om han stiller alle
lige. Hvorfor? Hvad godt er der i det? Forstår du det? Judas, der
var forhenværende frihedskæmper, kom hen og blandede sig i
samtalen.
- Jeg forstår det heller ikke, Thomas. Jeg forstår ikke,
hvad der er sket med Jesus. Engang kæmpede vi side om side
mod romerne. Vi kæmpede for vores land og vores ære og for vores
familier. Og vi mente, Gud var med os i vores retfærdige kamp.
Men nu lyder det, som om intet af det, vi kæmpede til døden for
dengang, betyder noget som helst. Sæt jer ikke op imod det onde,
siger han nu, gør godt mod jeres fjender. Det giver ingen mening.
Vi er nødt til at snakke om det her. Flere af de andre kom til og
var lige så usikre på Jesus som Thomas og Judas.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men jeg prøvede vist
at sige noget om, at det så ud, som om Jesus ville bytte om på alting
her i livet, så alt, hvad der blev regnet for noget stort og ærefuldt
blev gjort småligt og ligegyldigt, mens det, der blev regnet for
æreløst og ligegyldigt, blev ophøjet til guddommelighed. Og kun
den, der havde gjort sig umulig i samfundet på den ene eller anden
måde – kun den, der så at sige havde forspildt sit liv og sin
ære, kunne begribe det glædelige i sådan et omvendt budskab. For
alle andre måtte det forekomme ikke blot meningsløst, men netop
ærekrænkende, hvad Jesus da også mange gange blev belært om
23