Kære Alexander. - Hjem

genopstå. Men kejserens hære var for overvældende og ethvert forsøg
på oprør blev druknet i folkets blod. Jeg mistede selv det meste
af min familie, da vi alle var blevet grebet af Judas Galilæeren
som den ny Messias og fulgte ham på hans vanvittige, ubevæbnede
march mod Jerusalem i den tro, at Gud selv ville gå med dem.
Men de blev jo alle som en hugget ned af soldaterne, mænd, kvinder
børn – alle. Det var vel held i uheld, at jeg ikke blev fundet
værdig til at komme med. Eller også havde Gud allerede dengang
andre planer med mig.
Små modstandsgrupper forsøgte dog til stadighed at bekæmpe
romerne med terror, som det blev kaldt, men gengældelsen
faldt prompte og konsekvent. Ustraffet sætter man sig ikke op mod
Verdens Frelser i Rom. Ikke mindst i Galilæa huserede modstandsbanderne,
der søgte tilflugt i bjergene, hvorfra de terroriserede
romerne og deres håndlangere, men de blev mødt med forfærdelige
gengældelsesaktioner, indtil de endelig blev nedslagtet
under den store krig, der til sidst gjorde det af med al modstand.
Alt, hvad han havde forudsagt dengang ude på Oliebjerget, syntes
at gå i opfyldelse i al sin gru.
Mange gav op. De glemte, hvem de var og overgav sig til
fjenden og alt det nye, han kom med og forsøgte forståeligt nok at
få det bedste ud af det. Måske også fordi folkets ledere for længst
havde svoret troskab mod kejseren og bøjet sig for Rom og alt
hvad Rom stod for til gengæld for titel og status og ikke mindst
magt og rigdom. Kongerne, præsterne, godsejerne, familierne, ja,
selv de troende så ud til at affinde sig med folkets skæbne, og
hvad kunne man også gøre. Overmagten var for stor. Og langsomt,
men sikkert ændrede landet sig til fordel for de rige, som blev rigere
og færre på bekostning af de fattige, som blev fattigere og flere.
Ganske som det passede i romernes kram. Rige godsejere opkøbte
de små gårde, hvor slægter havde siddet under deres vinstok i generationer
og tvang småbrugerne bort fra deres jord, så de endte
som daglejere eller tiggere eller det, der var endnu værre. Byer blev
grundlagt med fremmede navne som Sepforis, Cæsarea og Tiberias,
byer, der skulle brødfødes effektivt af landbrug og fiskeri, så
der var ikke længere plads til småfiskere og småbrugere. Effektivitet
og rentabilitet var romernes kendemærke, og snart også vores
eget. Og alle betalte en tung skat til kejseren og til templet. Nogle
med glæde – andre under protest.
Det var ind i denne håbløse situation for vores stakkels
folk, han dukkede op på en måde, som ingen havde regnet med,
men for alle os arme elendige stakler, der snart sagt havde mistet
ethvert håb for fremtiden, blev hans komme som en mild og nærende
forårsregn på den hårde solsvedne og nedtrampede jord.
3