Kære Alexander. - Hjem

det kunne være, at han lod os bryde de gamles overlevering og de
hellige forskrifter på den måde. Men Jesus gav igen med samme
mønt:
- Er det da ikke med rette, at profeten Esajas profeterer om
jer hyklere, at dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerter
er fjernt fra mig? Det er forgæves, de dyrker mig, når det, de lærer,
kun er menneskers påhit. Det er ikke Guds bud, I holder fast ved,
men kun menneskesnak. Hvor er det smukt af jer, at I sådan tilsidesætter
Guds bud til fordel for jeres egen overlevering! For eksempel
ved I jo godt, at Moses har sagt: Ær din far og mor, og:
den, der forbander sin far eller mor, skal dø. Sådan er Guds bud.
Men hvorfor tillader I så, at en søn kan give alt, hvad han skulle
have givet i hjælp til sine forældre, som tempelgave, og dermed
fratage de gamle den understøttelse, de skulle have levet af. Og det
lærer I folk, som om det var Guds bud, men det er det jo ikke – det
er bare jeres egen grådighed. Men sådan er I, hyklere! Hør nu her.
Intet menneske kan blive urent af det, der udefra kommer ind i
mennesket. Det er det, der går ud af et menneske, der gør det
urent. Det, der kommer udefra af mad og drikke, går jo ikke ind i
et menneskes hjerte, men blot gennem maven og så ud igen i
spanden. Alle disse spiseforskrifter, som I går så højt op i, har ingen
betydning i forhold til det, der udgår fra menneskehjertet. Det
er herfra alle de onde tanker kommer, som fører til utugt, røveri og
mord, hor, begær, ondskab, bespottelse, hævngerrighed, svigt,
hovmod og hidsighed. Det er alt det, der gør et menneske urent og
da ikke den mad, vi spiser. Så hold nu op med at hænge jer i småting,
som ingen betydning har, mens I ser gennem fingre med det,
der betyder alt. Hvad hjælper det at betale skat af dild og kommen,
hvis man samtidig opæder enkers og faderløses bo? Kom lad
os gå!
Han havde svært ved at holde de mennesker ud, betroede
han os, da vi senere var på vej nordpå. Han ville helt op til Fønikien
omkring Tyrus. Da vi nåede frem, gik han ind i et hus for at
skjule sig for mennesker og være alene. Men det rygtedes alligevel
snart, at han var i omegnen. Selv helt heroppe var Jesus blevet
kendt. Så kommer der en ung kvinde til ham og falder ned for fødderne
af ham. Det viser sig at hun har en lille datter, som var besat
af en ond ånd. Men Jesus sagde til hende, at hun skulle lade
ham være. Han var træt og i øvrigt ikke kaldet til fønikierne, men
kun til Israels børn. Lad først dem blive mætte, sagde han til hende.
Det går jo ikke at tage børnenes brød og kaste det for hundene.
Men den unge kvinde ville ikke lade sig afvise, selv om Jesus
egentlig havde været temmelig grov mod hende. Så hun sagde til
ham:
34