Kære Alexander. - Hjem

hed - eller skulle de vente en anden? Eller måske bare opgive det
hele? Da de kom hen til Jesus, så han på Nathanael og sagde:
- Nej, se. Der er sandelig en israelit uden svig. Nathanael
så på Jesus og spurgte, hvor han kendte ham fra, og Jesus svarede,
at han kendte Nathanael som et søgende menneske, der tørstede
efter Guds retfærdighed. Nathanael, der med ét følte sig
fuldstændig gennemskuet, bøjede sig for Jesus og sagde:
- Rabbi, du er Guds søn – du er Israels konge! Og Jesus
svarede ham:
- Nå, nå. Skal der ikke mere til, før du tror? I skal få større
ting at se end det. Nu har I set himlen åben første gang, men jeg
kan love jer, at det ikke bliver den sidste. Men hvis I vil følge mig,
så mød mig i Galilæa. Og så gik han.
Senere fortalte Jesus, at han ligesom Johannes var gået
ud i ørkenen for at være alene med sin Gud, for selv var han også i
vildrede med, hvad det egentlig var, han var udvalgt til. Skulle han
bare følge i Johannes’ og de andre befrieres fodspor og samle folket
til oprør mod overmagten – bevæbnet eller ubevæbnet - eller
var der noget andet. Hvad var det, Gud ville med ham? Det var jo
fristende at tage magten og sætte hårdt mod hårdt og ligesom
slippe hadet løs. Vores historie var fuld af umulige sejre over
overmagten, dengang Gud selv gik forrest i kampen. Men der var
også mange ydmygende nederlag.
Lidt efter lidt gik det dog op for ham, at der var en anden
vej til frihed, og at det var den vej, han skulle gå. En anderledes
vanskelig vej, der krævede langt mere af mennesker end krigens
vej. Det gik op for ham, at han var udvalgt af Gud til at føre sit
folk i frihed – ganske som Moses og Jesus og Elias og Judas og
Johannes og alle de andre store i vores folks historie, men på en
helt ny måde – en måde, som de færreste ville kunne forstå endsige
da anerkende. En indre frihed, hvor fjenden ikke var de andre,
men dig selv. Han skulle forkynde fredens, tilgivelsens og kærlighedens
vej til et folk, der kun tænkte på hævn og oprør i en verden,
hvis kendemærke var vold. Han skulle forkynde afmagtens
evangelium for de afmægtige og elendige. Han skulle forkynde
barmhjertighed mod alle mennesker, ja, selv mod folkets fjender –
mod dem, der undertrykte og udnyttede og misbrugte. Han skulle
forkynde respekt mod ethvert menneske.
- Hvordan skal det kunne lade sig gøre?, spurgte han Gud
ganske som Moses i sin tid. Hvordan skal jeg ene mand kunne
omvende et helt folk fra voldens og hævnens allerede slagne vej?
Men Gud havde ikke sagt andet, end at han nok skulle være med
ham, så han behøvede ikke være bange.
30