Kære Alexander. - Hjem

han syntes, de mindede om får, der er blevet svigtet af deres hyrder.
Og han talte til dem og underviste dem og søgte hele tiden at
få dem til at begribe det nye liv, hvor det er Gud og ikke konger og
kejsere, der har magten i verden. Men jeg tror, det var få, der begreb,
hvad han ville.
Længe talte han til dem. Så længe, så Simon til sidst tog
ham til side og sagde, at det var på tide at sende folk bort til landbyerne
og gårdene, så de kunne få sig noget at spise. Men Jesus
sagde til Simon og os andre:
- Kan I ikke give dem noget at spise?
- Jamen, skal vi da virkelig ofre en formue på at købe mad
til alle de mennesker. Det kan du da ikke mene?
- Har vi slet ingenting med. Se nu ordentligt efter.
- Her er kun fem brød og to fisk. Det er alt.
- Ved I hvad, få folk til at sætte sig i græsset i grupper, så
skal I bare se.
Og da folk havde sat sig, tog Jesus brødene og fiskene, så
op mod Himlen og velsignede dem. Så brækkede han brødene i
stykker og gav dem til os, så vi kunne byde rundt. Og Jesus delte
selv fisk rundt. Og alle spiste og alle blev mætte, og de var mindst
fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. For i Guds rige er der
altid mad nok. Selvfølgelig. Selvfølgelig er der det!
Da de havde spist, sendte han os hjem og bad os sejle i
forvejen over til Betsajda, så ville han sørge for at folk gik hjem.
Han ville også gerne være alene lidt, sagde han. Vi regnede selvfølgelig
med, at han ville gå hjem langs stranden, men vi skulle blive
klogere, eller hvad man nu skal sige.
Det var hårdt at ro tilbage i den kraftige modvind, og det tog lang
tid. Vi var vist også kommet ud af kurs. Hele natten roede vi faktisk
og var efterhånden godt møre og elendige til mode, da vi så,
hvad vi først troede, var et spøgelse komme gående ude på vandet.
Vi var sikre på, at det var et dårligt varsel om, at vi alle skulle gå
under, så vi skreg op alle som en. Men så kaldte en kendt stemme
derudefra. Det var Jesus, der var kommet gående over vandet og
lod som om, han bare ville gå forbi os.
- Det er mig, sagde han. I skal ikke være bange. Det er mig.
Da Simon var kommet sig over forskrækkelsen, råbte han ud til
Jesus:
- Er det dig, Herre? Så giv mig lov til at komme ud til dig på
bølgerne, så jeg også kan prøve at gå på vandet. Vi råbte selvfølgelig
alle til Simon, at han for alt i verden ikke måtte forlade båden,
men Jesus råbte derudefra, at han bare skulle stige ud på dybet
og komme hen til ham. Og Simon steg ud og begyndte også at gå
hen mod Jesus på de vuggende bølger, men da han var kommet et
32