Kære Alexander. - Hjem

Jeg stod der på afstand og så, hvordan folk gik forbi og hånede og
spottede Jesus.
- Han talte så meget om frihed – lad ham nu befri sig selv,
hvis han virkelig er Guds søn. Stig ned af korset, Jesus! Så skal vi
nok tro på dig. Sådan hånede og spottede vores præster og lærde
den torturerede og døende mand. Han, som havde prædiket fred
og kærlighed, som havde mættet så mange mennesker og helbredt
de syge og elendige. Men ustraffet lægger man sig ikke ud med de
religiøse magthavere.
Jeg stod der og oplevede, hvordan mørket samlede sig og
rugede over vores land og vores folk, selv om det var højlys dag.
Seks timer hang han der på sit kors, indtil han endelig gav efter
for smerten og råbte på sin Gud: Hvorfor har du forladt mig!? Da
forstod jeg, at alt var forbi. At alt, hvad Jesus havde kæmpet for,
havde været forgæves. Ingen, ingen forstod ham, og han døde som
verdens ensomste menneske. En af dem, der stod der, rakte en
fugtig svamp op til ham som for at lindre hans tørst, men da Jesus
opdagede, at det var eddike, skreg han højt og hans hoved
faldt ned. Han var død. Da løftede mørket sig, og jeg hørte senere,
at det netop var her ved tretiden, at forhænget i tempelet flængedes
fra øverst til nederst, så der nu var fri adgang til det allerhelligste,
hvor ellers kun ypperstepræsten måtte komme. Der stod en
romersk befalingsmand ude ved korset, men jeg prøvede alligevel
at snige mig hen til korset med min døde herre. Da han opdagede
mig, råbte han til mig. Jeg blev bange og skulle til at løbe væk, da
jeg så, at han kaldte på mig. Han havde taget sin hjelm af for at
tørre sveden af panden, og det var, som om hans ansigt lyste af en
sær mildhed.
- Kendte du ham i midten, spurgte han så, ham, jødernes
konge? Jeg nikkede og så op på min døde mester. Min herre og
min Gud, der hang der til skræk og advarsel for alverden, så død
og forrådt og forhadt af Gud og hvermand. Selv af sine nærmeste.
Soldaten fortsatte:
- Jeg hørte på et tidspunkt, hvordan folk gik og hånede
ham, og jeg hørte også, hvordan en af de andre korsfæstede hånede
ham og sagde, at han skulle se at få dem alle sammen ned af
korset. Men den anden tog kongen i forsvar, og så hørte jeg ham
sige, ganske som om de sad og drak et glas vin sammen på en taverna
og ikke hang på et kors: I dag, min ven, skal vi være sammen
i Paradis. Og den anden lyste op i et stort smil og nikkede
med hovedet: Selvfølgelig skal vi det. Selvfølgelig… Paradis!
- Ja, jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg har dog
oplevet en del korsfæstelser. Måske var han virkelig jødernes konge,
uden at de vidste det – eller ville vide det. Eller måske… måske
60